Berlingske Tidende og Leo Burnett har i dag indgået et samarbejde, så bureauet fra 1. januar bliver avisens ny reklamebureau. Leo Burnett får det samlede ansvar for at udvikle Berlingske Tidendes læservendte markedsføring samt business-to-business kommunikation rettet mod bureauer og annoncører. En opgave, der traditionelt har været fordelt på flere bureauer.
– Leo Burnett kom med et meget robust strategisk og kreativt oplæg på, hvordan vi i vores kommunikation får afspejlet og forankret den repositionering, som vi er i færd med. Deres brede pallette af kompetencer under et tag er et godt fundament for at sikre stringens og samhørighed i vores fremtidige kommunikation, siger markedsdirektør Martin Delfer, Berlingske Tidende.
Berlingske Tidende har et ønske om i al sin kommunikation at markere et stilskifte, der kan være med til at sikre en langsigtet vækst i læsertallet og sikre tilfredse annoncører.
Leo Burnett var til det sidste i skarp konkurrence med bureaukonstellationen Sepia Proximity – Robert/Boisen.
Berlingske Tidendes samlede marketingbudget er i 2002 på ca. 35 mio. kr.