Det blev dialogbureauet Sepia, der fik det 7-8 mill. kr. store reklamebudget for Berlingske Annoncecenter.
Bates/Medialog, der i forvejen har Berlingske på kundelisten og Rapp Collins var også inde i billedet, da Berlingske Annoncecenter skulle finde en afløser for Grey København.
– Valget faldt på Sepia, fordi det først og fremmest var et spørgsmål om personkemi, fortæller annoncedirektør Søren Jakobsen, Berlingske Annoncecenter.
– Sepia udviste en særdeles pragmatisk holdning overfor hvad markedsføring skal give af salgsresultater. Det er noget vi er meget optaget af her, idet en stor del af opgaverne er at understøtte de direct-marketing aktiviteter, der er rettet mod vores forskellige kundegrupper som f.eks. Job, Biler, Bolig o.s.v.
Grey København har været bureau for Berlingske Annoncecenter i 10 år, og færdiggør de opgaver der allerede er sat i gang, mens Sepia er briefet på nye.