Axel Springer har tidligere udgivet Auto Bild i Danmark, men har ikke været i stand til at drive oplaget over 12.000.
Nu har den enorme tyske medie-koncern valgt Berlingske Media som ny samarbejdspartner, og fra den 30. april kan det re-lancerede magasin igen købes af bil-entusiaster.
”Bilen” hedder magasinet, der skal udkomme hver 14. dag.
Hvorfor tør I dog kaste jer over et nyt marked, hvor andre mediehuse brænder fingrene?
− For os er der en klar sammenhæng med udgivelsen af Bilen og de andre medier, vi har i huset, herunder web’en, siger koncernchef i Berlingske Media Lisbeth Knudsen. ”Der ligger nogle klare synergier, når vi i forvejen har bil-tillæg i Berlingske Tidende, B.T. og de seks midtjyske dagblade. Vi slår kræfterne sammen og skaber Danmarks stærkeste bil-redaktion.”
Auto Bild er i forvejen verdens største bil-magasin, der udkommer i 35 lande med et oplag på fem millioner blade.
Det giver blandt andet basis for at finansiere en enorm test-afdeling, der forventes at tiltrække danske bil-entusiaster. I krisetider sidder tests af eksempelvis brugte biler lige midt i skiven, når man som danskerne kører rundt med en af verdens ældste bilparker.
− Man kan altså ikke ønske sig noget bedre end at samarbejde med dem, der laver verdens største bil-magasin.
− Vi har i forvejen lagt en strategi om at gå ind på stofområder, hvor vi allerede er stærke. Til gengæld har vi ingen overvejelser om at gå bredt ind og udgive løsrevne magasiner, fortsætter Lisbeth Knudsen.
Hun ønsker ikke binde sig til bestemte oplags- eller salgstal, men pointerer, at der ligger meget store fordele ved at være et mediehus med rigtig mange platforme, der jo alle kan og skal bidrage til markedsføringen af det nye bil-magasin.
Nysgerrige kan allerede nu gå ind på
bilen.dk og få en forsmag på ”Bilen.”