Hos Berlingske Media vil man gerne udbygge den rolle, mediehuset spiller i de danske lokalområder.
Og det skal ske udgivelsen af gratis, glittede og lokale livsstilsmagasiner, der skal udkomme fire gange om året med et samlet oplag på 523.000.
Emnerne bliver alt fra mad, boligindretning og kæledyr til kulturelle oplevelser, havearbejde og kendis-interviews.
Hele konceptet, det være sig idé, udseende, opsætning og indhold, er udviklet i et samarbejde mellem koncernens reklamebureau SP3, Berlingske Medias ugeaviser og Midtjyske Medier.
– Vi har skabt et koncept, hvor vi kan trække på alt det livsstilsstof, som bliver produceret til vores mange andre medier. For eksempel stof fra Bilen Autobild, Berlingske Tidendes magasin MS, B.T.s livsstilstemaer eller vores digitale rejsesite virejser.dk, og hvor en anden del af indholdet skabes lokalt af de redaktioner, vi allerede har via vores lokale udgivelser, siger koncernchef Lisbeth Knudsen.
Hun mener, at netop muligheden for at nyde godt af Berlingske Medias samlede styrke i markedet, og koncernens mange andre medieudgivelser giver virkelig gode muligheder for gratismagasiner af meget høj kvalitet.
Indhold går igen
På længere sigt er planen, at magasinet skal udgives i alle de byer, hvor der også er en lokalavis fra Berlingske koncernen.
En del af indholdet vil dog gå igen uanset, hvor magasinet udkommer. Det samme vil gøre sig gældende for annoncerne. For begge gælder dog, at der også vil være unikt indhold, der afhænger af udgivelsessted.
– Berlingske Lokalavisers ambition er at spille en væsentlig rolle i lokalområderne. Med tilføjelsen af de nye lokale livsstilsmagasiner dækker vi de lokale behov meget bredt, siger Gorm Wesing Flyvholm, der er direktør for Berlingske Lokalaviser.
– I hverdagene kan borgerne benytte sig af vores lokale communitysites dinby.dk, hver uge modtager de den trykte ugeavis, og nu kan de så også se frem til at modtage et inspirerende livsstilsmagasin, der udkommer parallelt med de fire årstider, fortsætter han.