Efter at Dagbladet Børsen og TV 2 har besluttet at ophæve det mangeårige samarbejde om finansnyheder ved månedens udgang, melder Berlingske Media sig nu på banen.
– Vi ser business som et kerneområde for os, så vi er da bestemt interesserede i at tage en drøftelse om samarbejde med TV2, siger Berlingske Medias koncernchef, Lisbeth Knudsen.
Hun tager dog det forbehold, at det ikke fremgår af “skilsmisseerklæringen” mellem Børsen og TV 2, hvordan den økonomiske side af samarbejdet mellem de to har været.
Lisbeth Knudsens melding bliver positivt modtaget af TV 2’s nyhedsdirektør, Michael Dyrby.
– Først skal vi lige finde ud af, hvad vi vil, men Berlingske er klart en mulighed, siger han.
TV 2 ville gerne have udvidet samarbejdet med Børsen, men avisens nye chefredaktør, Anders Krab-Johansen, ville reducere det, og det førte til bruddet, siger Michael Dyrby.
Business.dk