En fjer kan blive til fem høns, når rygtemageriet går i gang. Og det er lidt sådan, DDB Gruppens Bernbach Consulting har det: en ændring af konceptet blev i reklamebranchens rygtesmedje til, at konsulent-firmaet var ved at lukke.
Fakta er, at firmaet er blevet mindre. Ved indgangen til i år var man 18-20 ansatte, og ambitionen lød på, at “det ikke stopper der”. I dag er der 11, og den adm. dir. Nicolai Tillisch er ved at holde op. Samtidig er det besluttet at Claus Walter flytter tilbage til DDB som tekstforfatter.
– Vi sidder dog fortsat sammen, og jeg vil fortsat være med til at lave Volkswagen, siger Poul Mikkelsen, som fremover bærer ansvaret som firmaets chef.
Det er dog en meget flad organisation, for han er chef for en gruppe af mennesker, som er selvkørende, og hans ledelsesopgaver er langt mere et spørgsmål om den faglige kompetence, han selv besidder efter et langt liv i reklamebranchen.
Og her er vi så inde ved kernen i den konceptuelle ændring.
– Det var noget helt unikt, vi oprindeligt skabte – en type konsulent-firma, som man ikke hidtil havde set. Vores afsæt var, at vi skulle fungere som DDB Gruppens strategi-center – både hvad angik de langvarige tunge projekter og de mere løbende og daglige opgaver. Derfor havde vi en stor stab af plannere. Vi måtte konstatere, at det var at gå for vidt. Plannerne kan ikke være væk fra bureauet og det daglige arbejde, og derfor har vi sadlet om. Nu er vi et firma, der koncentrerer os om de tunge og langvarige projekter, siger Poul Mikkelsen og tilføjer, at Bernbach nok fremover vil komme til at spille en rolle som rekruttering for plannere til bureauerne i gruppen.
Skrev sig selv udð
Nicolai Tillisch har været den, der skulle styre og koordinere samarbejdet mellem plannere og gruppens bureauer. For Nicolai Tillisch blev resultatet af, at han anbefalede at man ændrede konceptet, at han skrev sig selv ud af virksomheden.
Efter den konceptuelle ændring er Bernbach knap så unik mere – i hvert fald internationalt set. Men firmaet nyder dog stadig stor opmærksomhed i DDB Gruppen internationale ledelse, hvor man følger udviklingen med henblik på, om det er et koncept, der kan bruges andre steder.
Bemandings-mæssigt er Bernbach nu bygget op omkring to teams med hver en sociolog, en brandstrateg og en kreativ. Hertil kommer så support-fuktioner i form af research- og analyse-folk – det er bl.a. her man har styr på det meget store Nordic Nations Study – samt en planner og to junior-medarbejdere.
Kombinationen af disse forskellige typer vægtes højt.
– Jeg kan sidde og drøfte en sag med en af vores konsulenter med en fortid hos McKinsey, og næste dag ligger der så et stykke papir, der refererer og strukturerer, hvad vi havde snakket om. Og når jeg ser det det, så tænker jeg: shit, sagde jeg virkelig alt det. Jeg tror, at Flemming (Slebsager – den anden kreative) og jeg tænker mere intuitivt, siger Poul Mikkelsen.
– Men samtidig har de kreatives evner til at vende tingene på hovedet stor værdi for os mere firkantet tænkende typer. Jeg mener også, at det tilfører kunderne ekstra værdi i processen, at tingene ikke bliver set for firkantet, tilføjer Pernille Gjøls-Andersen, som kom til Bernbach bl.a. med tre års medvirken i professor Maiken Schultz og Bergsøe 4 direktør Mogens Holten Larsens projekt om Den udtryksfulde virksomhed
Vil skabe virksomheder
Bernbach forventes at udfylde, hvad der beskrives som et hul i markedet.
– Vi ser branding som noget, der skal gennemsyre alle afdelinger i en organisation. En brandstrategi er meget bredere end en kommunikations-strategi, og vores arbejde behøver ikke føre til kommunikations-opgaver. Det kan også føre til en design-ændring, en organisatorisk indsats med coaching af 2000 medarbejdere eller noget helt tredje. Vores vision handler således om, at branding-arbejde skal bygge på ikke blot en strategisk kompetence men også en både forretningsmæssig og organisatorisk kompetence, siger Pernille Gjøls-Andersen.
Poul Mikkelsen tilføjer:.
– Det, vi gerne vil, er grundlæggende det, som Bill Bernbach stod for. Han var ikke reklamemand på den måde at han skabte kommunikation. Han havde en utrolig forbrugerindsigt og reelt skabte han virksomheder i stedet for.
Flemming Slebsager vurderer, at det er lettere at lave kommunikation, der går til kant, når den er funderet i en omfattende viden om både interne og eksterne forhold – hvis der skal laves kommunikation.
– Man kan sige, at man nogen gange som kreativ har kunnet opfatte valget af kreativ løsning som en lille smule tilfældig. Jeg tror, at både Poul og jeg selv som kreative har haft lyst til at komme dybere ned i opgaverne, før de kreative løsninger skal udformes, siger Flemming Slebsager og tilføjer, at der ikke er to virksomheder der er ens, så der er ingen patentløsninger.
Både han, Poul Mikkelsen og Pernille Gjøls-Andersen understreger da også, at deres arbejde grundlæggende handler om at udvikle koncepter, som ikke behøver at være reklame. Om deres arbejde fører til arbejde på en af DDB Gruppens bureauer, et andet bureau eller noget helt andet er ikke afgørende – heller ikke om de selv er med til implementeringen.
Kundelisten kan vidne om denne tankegang. Bureauets indtil nu største kunde er IC Company – fusionen mellem InWear og CarliGry – som arbejder med in-house reklamebureau. Herudover arbejder Bernbach i øjeblikket for Danske Banks norkse datterbank, Fokus Bank. Og når BG Bank om få dage sætter gang i en relancering af brandet, så bygger La Familias kampagne på Bernbachs oplæg.