VK-regeringen forhindrede en større tilbagegang i dansk økonomi ved at føre en lempelig finanspolitik under krisen. Men nu er det også tid til at stramme op og få betalt regningen. Det mener IMF, der har set dansk økonomi efter i sømmene. IMF vurderer, at den danske vækst er tilbage på sporet med en fremgang på 2,5 procent i år og to procent næste år. Derfor er det tid at rebe sejl på finanspolitikken for at få betalt regningen og bringe det store statsunderskud ned.
Den vurdering er nationalbankdirektør Nils Bernstein enig i.
– Nationalbanken deler grundlæggende IMF’s syn på den aktuelle økonomiske situation i Danmark. For at sikre troværdigheden omkring fastkurspolitikken og den øvrige økonomiske politik er det vigtigt, at der holdes fast i den planlagte konsolidering af de offentlige finanser fra næste år, så underskuddet på det offentlige budget gradvis bringes ud af verden,” siger Nils Bernstein.
Ritzau.