Når reklamebranchen i dag generelt set ikke længere nyder den helt store respekt blandt annoncørerne, skyldes det først og fremmest, at vi ikke har turdet tage ansvar for kommunikationen, brandingen eller reklamens direkte effekt på deres bundlinjer. Vi har simpelthen haft berøringsangst med at bevise over for kunderne, hvordan vores arbejde hang sammen med deres resultater. Berøringsangst med at forklare og påvise, hvordan vores smertensbarn kreativitet hang sammen med deres resultater. Det har taget os 20-30 år at forstå, at kreativitet kun er een ud af flere parametre, der er afgørende for vores kunder. Det er ikke engang længere den, de samlet set vægter som den vigtigste. Det har taget os 20-30 år at forstå direkte marketings grundlæggende egenskab: Den kan måles. – Og den kan integreres som en naturlig del af kundernes samlede marketingaktiviteter.

Hvad skal der til før vi vågner op?

Hvis ikke IT-boblen var bristet gad jeg vide, hvor længe det så havde taget os at forstå, hvordan on-line markedsføring og internettet som medie er helt afgørende for vores kunders marketingmix. Ved at arbejde med on-line markedsføring kan vi sætte tal på reklamens effekt. Tal på kreativiteten! Simpelthen fordi vi kan tracke det enkelte individ lige fra eksponering til salg. I stedet for at forstå det, lod vi alverdens teknologifolk løbe af med hele denne nye spændede mulighed for vores kunder. Vi lod de samme teknologifolk løbe med hele det nye marked, og lod dem fortælle vores kunder, at det var teknologi, der var afgørende på internettet. Vi lod teknokrater sidde og fortælle vores kunder, hvordan de skulle kommunikere. Jamen er det ikke fantastisk? Vi var totalt til grin! – Og det værste er, at vi kun kan bebrejde os selv, at vi ikke havde sat os ind i den nye verden. – Det nye kommunikationsunivers, som er nøglen til at bevise, hvordan kommunikation, branding, reklame og vores fortærskede smertensbarn kreativitet direkte hænger sammen med annoncørernes sa lg.

Selvhøjtideligheden længe leve

Uha, salg er også et grimt ord. Prøv engang at sige det for dig selv: “Salg”. Vi vil hellere tale om kreativitet og kreative priser. Vi vil hellere uddele kreative priser til hinanden. Vi gider ikke engang engagere annoncørerne i priserne, samtidigt med at vi til vores død ikke kan forstå, hvorfor de ikke længere vægter kreativitet lige så højt som os selv. Vi er i den sammenhæng nok den mest selvglade og selvhøjtidelige branche, der eksisterer. Måske lige bortset fra pop- og pladebranchen, som jo i al deres egocentrering forstår at sælge deres budskab og inddrage deres målgrupper i deres prisoverrækkelser. De gør da i det mindste en dyd ud af deres selvhøjtidelighed. De tør stå ved den, samtidig med de forstår at gøre deres prisoverrækkelser til megaevents – shows der underholder og når ud over rampen til deres målgrupper via nationalt og internationalt TV. Reklamebranchen er så selvhøjtidelig, at vi ikke engang tør stå ved vores egen selvhøjtidelighed. At vi helle re vil gøre “Guldkornet”, der engang var vores mest prestigefyldte pris, til en intern, lille, navlebeskuende affære, som vi har for os selv. Er det ikke tankevækkende, at vi på et tidspunkt havde “Guldkornet” på nationalt TV primetime lørdag aften? Her havde vi chancen – for første gang nogensinde – for at vise, hvor vigtigt vores arbejde vitterligt er. Hvilken impact det har ikke kun for annoncørerne men også for vores samfund! Men nej – vi fik ikke solgt vores budskab. Vi evnede ikke at underholde og sælge vores egen vare til trods for, at vi næsten konstant fortæller vores kunder, hvor vigtigt netop det er. Vi havde chancen for at fortælle, hvor vigtigt kommunikation, branding, reklame og kreativitet er, men i stedet valgte vi at lukke os selv inde igen i vores egen lille selvgode boble. Så kunne vi jo fortsætte med at klappe hinanden på skulderen og rose hinanden uden at risikere, at udenforstående utidigt blandede sig og måske endda kritiserede os. Puha, kritik er også grimt.

Vil krisen vække os ell er sover vi videre?

Men i mellemtiden er der altså sket det, at andre – som eksempelvis web- og marketingbureauer – uden for vores egen lille sluttede kreds løb med æren.
Det er altså nu vi skal blive voksne og tage ansvar. Tage ansvar for at kommunikere, hvilken betydning reklamebranchen har for annoncørerne og for det samfund, der omgiver os. Vi må turde tage ansvar for, hvilke direkte resultater vores kampagner skaber for vores kunder, i stedet for at slå øjnene ned og halvvejs mumle noget uforståeligt og uklart om branding og kendskab, når nogen er så frække forsigtigt at spørge os om, hvilken effekt de løsninger vi præsenterer mon vil have. Lad os komme frem på banen og bevise sammenhængen mellem kendskab, branding og salg.
I min verden er der ingen tvivl om, at vi så igen som branche får den respekt, vi alle helt naturligt higer efter både menneskeligt og fagligt.