De mellemstore danske industrivirksomheder har klaret sig hæderligt gennem det vanskelige 2009 på grund af store besparelser og effektiviseringer. Det viser en kortlægning af 2009-regnskaberne for 193 industrivirksomheder med en årsomsætning over 100 mio. kr., skriver Økonomisk Ugebrev.
– Langt hovedparten af selskaberne har oplevet et dramatisk fald i omsætningen, og i de allerfleste tilfælde er der også skåret dybt i omkostningerne. Men internationalt og herhjemme er der nu stigende skepsis overfor, om industrivirksomhederne kan skære yderligere i omkostningerne, uden at give ødelæggende skader på virksomhedens konkurrenceevne og funktionsdygtighed, skriver ugebrevet.
Dermed kan mange industrivirksomheder stå foran et 2010 med blodrøde tal, hvor de også begynder at tære på egenkapitalen. Økonomisk Ugebrevs kortlægning viser, at af de 193 undersøgte selskaber, kom en tredjedel (60) ud med minus på bundlinjen i 2009. Fra DI siger cheføkonom Klaus Rasmussen, at virksomhederne har gjort hvad de kunne for at skære i omkostninger, og at det fleksible danske arbejdsmarked har givet mulighed for hurtige, effektive tilpasninger.
Business.dk