Bundlinjen fortsætter med at falde i modetøjskoncernen Bestsellers største detailselskab, Bestseller Retail Europe A/S (BRE).

Det skriver dagbladet Børsen.

Driftsresultat er på to år faldet med næsten 30 pct., og selskabet, som driver godt 550 af Bestsellers egne butikker i Europa, er nødt til at sætte gang i en storstilet omstilling, som skal sanere butiksnettet og genskabe indtjeningen.

– Vi er bestemt ikke stolte af de resultater, vi har opnået, siger adm. direktør Finn Poulsen til avisen.

Den nedadgående udvikling i BRE øger spændingen om resultatet i hele Bestseller-ejer Anders Holch Povlsens koncern, der offentliggør nøgletal for 2013/14 i næste uge.

Børsen