Det ligger fast, at Bestseller-mærket Only ikke mere håndteres af La Familia. Til gengæld står det mere uklart, hvem der fremover skal varetage markedsføringen af Only.
Bestseller afsluttede ellers fornyeligt en bureaukonkurrence mellem DDB, &Co og Home Sweet Home og indledte nærmere drøftelser med DDB. Men resultatet er blevet, at der alligevel ikke etableres et samarbejde mellem de to. Lisbeth Højgaard, der er ansvarlig for Only, ønsker dog ikke at forklare nærmere, hvorfor det ikke lykkedes at etablere et samarbejde.
– Vi har mødt nogle virkelig søde mennesker, som har gjort et godt stykke arbejde. Men i sidste ende fandt vi ikke hinanden i forhold til vores ønsker, er det eneste hun ønsker at sige.
Adm. dir. Johnny Henriksen, DDB, siger: – DDB valgte at stoppe samarbejdet med Only af principielle årsager. Der er to slags kunder. Dem som har interessen for, troen på, og tilliden til, at bureau og kunde i fællesskab kan skabe værdi. Og så er den slags kunder, hvor man hurtigt fornemmer, at fokus mere er rettet på hvilken rabat kunden kan få af bureauet. Pris er altid en parameter. Men pris må vurderes i den rette kontekst. Man kan ikke få en Audi med lædersæder og klimaanlæg, hvis man kun vil betale for en Fiat Punto.
Om fremtiden siger Lisbeth Højgaard, at firmaet nu må overveje, hvordan man får løst sine opgaver, der primært er at få taget en række billeder. Men der er ikke umiddelbar udsigt til, at der kommer en ny bureau-konkurrence eller, at man vender tilbage til et af de to andre bureauer i konkurrencen. Et andet Bestseller-mærke, Vero Moda, som også tidligere har ligget hos først Heimburger og så siden La Familia, er fornylig lagt ind i et nyt satellit-bureau under La Familia. fin