Trods løfter om mere åbenhed kritiseres Bestseller endnu en gang for at give sparsomme oplysninger til forbrugerne om giftstoffer i dens produkter.
Denne gang er der ikke tale om farlige stoffer i børnetøj,
som det var tilfældet tidligere på sommeren, men i lædertasker af mærket Pieces ved navn Daimi Cognac.
Heri er der blevet fundet et azo-farvestof kaldet Azobenzen, som Miljøstyrelsen betegner som et meget potent kræftfremkaldende stof. På grund af store mængder af stoffet skal taskerne ikke blot kaldes tilbage og destrueres. De skal håndteres og destrueres som farligt affald.
Det skriver Miljøstyrelsen i breve til Bestseller, som Berlingske har fået aktindsigt i.
Bestseller undlod at give forbrugerne oplysninger om mængden af farlige stoffer, og at taskerne skal håndteres som farligt affald, da koncernen for cirka tre uger siden kaldte produkterne tilbage på koncernens hjemmeside.
Her lød det blot, at grænseværdien for de kræftfremkaldende stoffer var overskredet. Bestsellers orientering til forbrugerne blev godkendt af Miljøstyrelsen, viser brevvekslingerne.
Bestseller har ikke ønsket at lade sig interviewe eller oplyse, hvor mange tasker koncernen har fået retur. Men i en skriftlig kommentar henviser koncernchef og ejer Anders Holch Povlsen til, at Miljøstyrelsens krav er blevet fulgt i sagen.