Landets fem regioner skal afvikles inden for to år, og de folkevalgte regionspolitikere erstattes af tre sygehusenheder styret af professionelle bestyrelser, skriver Fyens Stiftstidende.
Midtjylland og Nordjylland lægges sammen til en geografisk enhed. Hovedstaden og Sjælland lige så, mens Syddanmark forbliver selvstændig. Og så nedlægges de folkevalgte regionsråd. I stedet skal sygehusene styres administrativt af bestyrelser bestående af blandt andre fagprofessionelle og politisk udpegede repræsentanter fra kommunerne.
Sådan ser Venstre og statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) plan for fremtidens sygehusstruktur ud ifølge velinformerede kilder, skriver avisen.
Venstres partitop er dog blevet usikker efter de seneste dages debat om regionernes fremtid. Blandt andre har flere fremtrædende Venstrefolk og en række eksperter udtalt sig kritisk om lukning af regionerne.
Derfor blev der så sent som i går arbejdet med at justere udspillet, inden indenrigsminister Bertel Haarder fremlægger det på partiets sommergruppemøde på Bornholm i dag.