Klubben fra Vestegnen har forlænget den nuværende hovedsponsoraftale med det TDC-kontrollerede spilleselskab Bet25 frem til sommeren 2017.

Det oplyser Brøndby i en selskabsmeddelelse.

Den tidligere aftale, der blev indgået i sommeren 2014, var blot af et års varighed, men der var indskrevet en option i aftalen, så den kunne forlænges.

Det er den option, Bet25 nu har gjort brug af.

Aktiemajoriteten i Bet25 ejes af telekoncernen TDC, og begge virksomheder er aktive i forbindelse med samarbejdet med Brøndby.

TDC står bag wifi på Brøndby Stadion, ligesom kampe med Brøndby har været streamet på Bet25’s hjemmeside.

De præcise økonomiske forudsætninger for partnerskabet har ingen af parterne ønsket at oplyse.

Da Brøndby fremlagde sit regnskab for årets første ni måneder i november, havde klubben et underskud før skat på 139,7 millioner kroner.

Brøndby overvintrer på Superligaens fjerdeplads.

/ritzau/jml