Nogle af os har sikkert været en tur i byen, hvor dankortet eller tegnedrengen ikke har været inden for umiddelbar rækkevidde …

Derimod sidder smartphonen stort set klistret til vore kroppe, uanset hvor og i hvilken forfatning, vi befinder os.

Det tager to apps – Zerved og Paii – nu et opgør i kulturlivet med, da de har slået pjalterne sammen for at gøre det muligt at bestille og betale for sine drikkevarer på mobilen i en stribe ”kulturelle højborge”.  

Mindre ventetid

Det gælder vel at mærke alt lige fra Brøndby Stadion til DR’s Koncerthus.

Martin Willer Tychsen, der er medstifter af Zerved – som blev lanceret sidste år, og som bl.a. blev hædret med IVÆKSTprisens Born Global-kategori – har store forventninger til samarbejdet.

– Det er det første samarbejde af sin art i Danmark, og vi kan allerede nu se, at Paii bliver brugt flittigt som betalingsmiddel i vores app. Samtidig er der en stor interesse fra erhvervsdrivende for nemme løsninger, der kan løfte salget. Så vi satser på at få løsningen implementeret på en lang række caféer, fastfood-steder og kulturvenues, siger han.

– Det smarte er, at har man allerede installeret og opsat Paii-app’en hjemmefra, så har telefonen allerede adgang til ens kreditkort. Så er det bare at bestille i Zerved, godkende betalingen i Paii og nyde sin ordre uden ventetid, fortsætter han.

Nye standarder, tak

Paii og Zerveds samarbejde er det første af sin art, og parterne håber på at sætte nye standarder for, hvordan wallets og mobile betalingsapps – i skrap konkurrence med Danske Banks MobilePay og de øvrige bankeres Swift-app – kan tale sammen.

– Perspektivet i at erstatte kontanter og plastikkort er kæmpestort – ikke mindst i bylivet og nattelivet. Vores mål er at mobilen skal være det eneste, du behøver at have med dig, når du går ud. Og integrationen med Zerved er et stort skridt på vejen, som vi er både stolte af og forventer os meget af, siger Peter Bredgaard, der er administrerende direktør for Paii.

Du kan indtil videre benytte dig af mobilbetalingen her:

·       DR Koncerthuset

·       Parken

·       Brøndby Stadion

·       Betty Nansen Teateret

·       CPH Business Academy

·       Danmarks Tekniske Universitet, DTU

·       Kaffekværnen

·       SoupaNatural

·       Folketeatret

·       En lang række gymnasier og universiteter landet over