Analyse- og researchbureauet 4B Research i Aalborg er efter mange år i branchen nået til den konklusion, at virksomheder og organisationer holder sig tilbage med at få lavet relevante undersøgelser af deres kunder og markeder.

Og det kan direktør, Dennis Blome, godt forstå.

– Mange kunder tænker, det er for dyrt at sætte en analyse i gang, og de orker måske heller ikke at shoppe rundt blandt bureauerne. Tit er det også uigennemskueligt, hvad man som kunde får for pengene, siger han.

Derfor er der brug for fuld gennemskuelighed, og det mener han, at bureauets nye prisberegner åbner op for.

– Marketingchefen kan i ro og mag sætte sig med dette nye værktøj og finde ud af, om en analyse af markedet eller kunderne passer ind i næste markedsføringsbudget. Og han vil opdage, at det ikke behøves at være så dyrt at få lavet relevante kvalitetsundersøgelser, lyder salgstalen fra Dennis Blome.

Håbet er – naturligvis – at mange flere vil vælge 4B Research næste gang, der skal bestilles en markedsundersøgelse. Om ikke andet, så kan jo bruge det til at tjekke prisen ud, så man kan sammenligne med lignende produkter.

Du kan tjekke prisberegneren ud på bureauets hjemmeside, eller via en apps udviklet til Android- som Apple-smartphones.

4B har blandt andre Arla Foods, Unilever, energiselskabet NRGi og Nordjyllands Trafikselskab på kundelisten.