Indtil videre ser det dystert ud for Rubert Murdochs forsøg med en betalingsmur til The Times’ netavis.
Ifølge Rob Lynam, der er mediebureauet MEC’s engelske ”head of press trading”, er 90 procent af læserne forsvundet fra Times.co.uk siden betalingsmuren blev sat op for to måneder siden. Nu forsvinder annoncørerne også.
– Hvis der ingen trafik er, så er der ingen pointe i at annoncere. På nettet har vi langt flere muligheder end blot avisernes hjemmesider – det er faktisk ikke noget stort tab for nogen. Hvis vi overvejer at bruge nogle netaviser, så er The Times bare ikke med i vore overvejelser, siger Rob Lynam ifølge journalisten.dk.
The Times’ netavis koster ét pund om dagen eller to pund for en uge.