Den tidligere danske landechef i det britiske bettingfirma Betfair, Peter Weinreich, er netop tiltrådt i en ny rolle som Head of International Marketing.

Hans primære funktion bliver dermed fremover at holde styr på Betfairs marketing på alle internationale markeder.

I Betfair-regi er ”internationalt” lig med alle markeder uden for UK, da selskabet, som de fleste internationale virksomheder, har en central marketingafdeling.

– Vores er baseret i London og sætter strategien for UK. Det er så min opgave at agere sparringspartner for de internationale teams og i fællesskab bygge regionale strategier, der passer til de enkelte markeder, siger Peter Weinreich.

Han ser frem til udfordringen.

– Det er en super-interessant opgave, hvor den primære udfordring bliver at få en stor central marketingafdeling til at gå hånd i hånd med de mange forskellige krav, der stilles i den palette af markeder, Betfair opererer på, siger han.

Jager nyt bureau
Betfair har ifølge flere internationale marketingmedier netop skudt en pan-europæisk pitch i gang i jagten på et nyt kreativt bureau. Ifølge analysehuset Nielsen bruger bettingselskabet årligt godt 26 millioner kroner på markedsføring. Alene I UK.

Er det dig, der skal holde snor i pitchen?

– Udgangspunktet for pitchen er vores hjemmemarked, UK, og derfor er det mine kollegaer på vores hovedkontor i London, som er ansvarlige for den. Jeg er så naturligvis involveret i den internationale del, siger Peter Weinreich.

Fortsætter du sideløbende som landechef herhjemme, eller kommer der en ny?

– Vi har netop ansat en marketingchef, Mathias Hüttel, til det danske kontor. Han er ansvarlig for vores kommercielle aktiviteter, mens jeg fortsat vil være engageret i bl.a. brancheforening og public affairs-arbejde qua min erfaring fra det danske marked, siger han.

Hvilke nye spændende kampagner er I på vej med?

Det er lidt for tidligt at komme ind på, desværre. Vi har været helt oppe i helikopteren i forhold til strategien, og vi er ikke landet endnu. Jeg kan dog love så meget, at vi kommer med noget helt nyt i 2013 – også i Danmark, slutter Peter Weinreich, der tidligere har været knap seks år hos Danske Spil og fire år i medieverdenen hos bl.a. Berlingske Media.