Garvede kræfter indenfor digital markedsføring har etableret Poets & Plumbers, og selskabet satser på at gennemføre en revolution blandt danske og internationale virksomheder, og vil med det formål for øje blandt andet etablere en vidensbank i form af blogs, wiki og nyhedsbrev.
Poets & Plumbers tilbyder en række undervisningstilbud til marketingchefer, kommercielle ledere og direktører, som skal højne deres kendskab og klæde dem på til at gebærde sig indenfor digital markedsføring.
– De 2,7 milliarder kroner som danske virksomheder hvert år investerer i digital markedsføring kan bruges langt mere effektivt end i dag. Markedet for digital markedsføring er i hastig vækst, men vidensniveauet blandt danske virksomheder er begrænset, fordi udbudet og tyngden af professionel rådgivning omkring de nye medier slet ikke står mål med efterspørgslen, siger Nicolai Hæggelin, som er medstifter og direktør i Poets & Plumbers.
Internettets muligheder
Undervisningen vil eksempelvis kunne omhandle Blogging, Marketing ROI, Search Engine Optimization/Marketing, E-commerce, Online PR eller Mobile marketing.
– Det handler i bund og grund om at skaffe kvalificerede leads, og det sker blandt andet ved at udarbejde mere intelligente kampagner, som aktiverer kunderne, i stedet for at skubbe diverse reklamer ned i halsen på kunderne, siger Nicolai Hæggelin.
Han har senest været salgs- og marketingdirektør hos bredbåndstelefoni-udbyderen Tellio. Nicolai Hæggelin har stiftet Poets & Plumbers sammen med David Junge, ejer af works|group, og Jonathan Winch, som er partner i Eye for Image og Spoiled Milk.
sm