Små billeder, der kan tåle at være små. Store billeder, der kan tåle at være store. Samt en klar prioritering af billederne. Det er – blandt meget andet – resultatet af Søndagsavisens nye design, som om kort tid bliver præsenteret for avisens læsere.
Søndagsavisens anderledes udseende bærer også præg af, at den husstandsomdelte gratisavis har fået en ny billedpolitik.
Bag den og det øvrige redesign står Ribergård og Munk Grafisk Design.
Maj Ribergård og Ole Munk har mange redesigns og billedpolitikker på samvittigheden. Rigtig mange medier har fået foretaget ansigtsløftninger af makkerparret, som begge er designkonsulenter og grafiske formgivere.
Eller – ansigtsløftninger er næppe det rigtige udtryk For såvel et gennemgribende redesign som en decideret billedpolitik ha ndler om andet og mere end blot kosmetik. Form og indhold hænger jo uløseligt sammen, og derfor kræver processerne mange overvejelser, også på det indholdsmæssige plan.

Interessant uenighed

– Det vigtigste er faktisk overhovedet at have en billedpolitik. Mange medier har ikke nogen, og journalister, fotografer, redaktører og layoutere får derfor slet ikke talt om, hvad for nogle signaler, man ønsker at sende med sine billeder. Hvordan de skal understøtte produktet. Hvad de skal gøre for bladets image. Derfor er det en væsentligt skridt at formulere en billedpolitik, siger Ole Munk.
Og Maj Ribergård supplerer:
– Når først man på redaktionen begynder at snakke om billederne, opdager man, at der er forskellige tilgang, forskellige synspunkter. Måske er man slet ikke enige. Så begynder diskussionerne – og så begynder det for alvor at blive interessant.
Mange steder, fortæller de, bliver billeder stadig valgt ud fra vane. Fra smag og behag. Hvad andre gør – eller pligtfølelse: ”Man skal jo have nogle bille der”.
– Paradoksalt nok bliver billeder, som den ene læserundersøgelse efter den anden ellers dokumenter, er det, læserne lægger allerstørst vægt på, stadig stedmoderligt behandlet mange steder, vurderer Ole Munk.
På mange medier er der imidlertid sket en bevægelse i modsat retning:
– I nogle år, på nogle medier, blev pressefotos nærmest betragtet og behandlet som kunst. Man glemte læserne, glemte, at billederne bidrager til at fortælle en historie.
– Kunst vil til enhver tid inspirere kunsthåndværkerne. Og kunstnerne, avantgarden, træder nye veje til glæde for alle. Men nogle pressefotografer gik hen og troede fejlagtigt, at de var avantgarden, kunstnere på arbejde. Det har læserne absolut ingen glæde af, siger Ole Munk, som tilføjer, at den udvikling selvfølgelig var en reaktion på den anden holdning, hvor billedernes betydning i høj grad blev negligeret.

Billedpolitikken sparer tid

Når man udvikler en politik på billedområdet, drejer det sig om at forholde sig bevidst til en række dimensioner: De n æstetiske, den tekniske og den journalistiske.
– Hvis der for eksempel er tale om et eksklusivt art-magazine, vil kravene til billedets æstetiske og tekniske kvaliteter selvfølgelig være helt anderledes høje end på en lokalavis, hvor det journalistiske er i højsædet, siger Maj Ribergård.
– I sidste ende er en formuleret billedpolitik en kæmpestøtte. Og meget tidsbesparende, fordi man får hjælp på et tidspunkt i processen, hvor man ofte er meget presset tidsmæssigt.
– Ligesom billedpolitikken også gør fotografens vilkår meget bedre. Hvis han eller hun ved, at på det her medie bruger vi ikke håndtryksbilleder. Eller vi vil ikke have Tivoli-farver. Eller bare bryster. Så giver det fotografen en frihed til at bidrage kreativt inden for de rammer, og fotograferne bliver levende, tænkende mennesker, som kan bidrage med noget væsentligt. Ikke bare dekoratører eller ”huludfyldere”, forklarer Maj Ribergård.

Frit slag i den æstetiske bolledej

Ribergård og Munk oplever ikke at være præget af en eller flere bestemte trends i tiden.
– Vi er ikke bekymrede over at bevæge os i et mere tidløst rum. Tiden har jo et udtryk, som man kan vælge at følge. Eller vælge ikke at følge – et hvilket som helst af de to valg er også med til at fortælle historien, siger Ole Munk, som i øvrigt oplever to stærke og væsentlige tendenser i tiden.
Han beskriver den ene som former og udtryk præget af ny teknik.
– Hver eneste ny teknik får indflydelse, hver eneste ny gadget – mobiltelefoner, webcams, alt – er med til at skabe stil, som nogen begynder at kopiere. Nye tekniske muligheder opstår og bliver taget op af legesyge fotografer. Det har stor indflydelse på trenden.
Den anden retning er mangfoldigheden, det grænseløse.
– Rammen bliver bredere og bredere. Man søger konstant nye steder hen efter inspiration for at overraske og måske chokere. Og leder efter virkemidler, ligegyldigt hvornår i de sidste 5000 års billedhistorie, fortæller Ole Munk, som i øvrigt er dybt fascineret af musikvideoen som eksponent for netop den tendens.
– M usikvideoen er en fascinerende udtryksform, fordi den er så koncentreret. På tre minutter skal man nå at etablere et helt univers af både billeder og lyd – og rent æstetisk er der aldeles frit slag i bolledejen. Og i virkeligheden er der jo i en musikvideo også en meget bevidst billedpolitik, som er med til at skabe miniuniverset, understreger Ole Munk.


– Billeder taler meget stærkt til underbevidstheden og bidrager til at sætte læseren i en helt bestemt stemning. Derfor er billeder meget vigtige: De er med til at give et blad sit implicitte udtryk, mens det eksplicitte er noget teksten gør.
Ole Munk

– I reklamebranchen bruger man ikke dokumenterende billeder, mens fiktionsbilleder og dokumenterende billeder trives side om side i medierne. Men der er forskellige regler for, hvordan man behandler de to typer af billeder.
Maj Ribergård