Voksende datamængder i virksomhederne giver vækst hos software- og konsulentvirksomheden SAS Institute på kerneområdet business analytics. I Danmark leverede SAS Institute nye løsninger til Sampension, Region Nord, Alm Brand, DONG Energy m.fl. og havde navnlig vækst i løsninger til den offentlige sektor.

Danmark og Norden oplevede en vækst i toplinjen på seks pct., mens SAS Institute globalt voksede 12 pct. På globalt plan steg omsætningen inden for softwareløsninger til svindelbekæmpelse med hele 121 pct. Hvor meget bundlinjen vokser vides ikke, thi hr. Goodnight, der stiftede og ejer SAS Institute, har ikke den store interesse i at bidrage med størrelsen på de sorte tal på bundlinjen.

Men sorte er tallene, lyder det i markedet, og efterspørgslen efter SAS-produkter kommer navnlig fra pengeinstitutter, forsikringsselskaber og fra offentlige myndigheder. Området er omfattet af SAS Institutes satsning på risikostyring, der sammen med løsninger til it-afdelingerne og løsninger til salg og marketing udgør de tre nordiske kerneområder. SAS Institute har i 2011 opbygget tværgående nordiske teams på disse områder.

– 2011 blev et vældig godt år for SAS Institute. Skandinavien er langt fremme med brug af analytiske og dataintensive løsninger, og derfor vokser vi ikke i helt samme tempo som resten af verden, siger regionsdirektør Bent Sørensen fra SAS Institute i Norden.

– Kombinationen af stærk lokal forankring med regional kapacitet gav os bedre evne til at møde efterspørgslen efter analytiske løsninger. Stadig flere organisationer forstår værdien af at benytte analyse til at træffe bedre beslutninger, siger han.

SAS Institute i Norden er med 600 medarbejdere ud af 3.300 i Europa og Afrika forholdsmæssigt stærkt repræsenteret, fordi det nordiske marked for business analytics og elektroniske beslutningsstøtte er modent og veludviklet. Samarbejdet i den nordiske region sætter SAS Institute i stand til at konkurrere om større og mere komplekse projekter.

36 år med vækst

SAS Institute er ubestrideligt en succes – hvem kan argumentere med 15 mia. kr. i omsætning – og selskabet er vokset 36 år i træk.

– Virksomheder bruger business analytics til at løse krævende opgaver. F.eks. at øge indtægterne med bedre prisstrategier eller forbedre bundlinjen ved at stoppe tab relateret til svindel. Vi arbejder hårdt for at finde optimale svar på de udfordringer, kunderne giver os. Det er vores eksistensberettigelse, siger CEO og grundlægger Jim Goodnight fra SAS Institute.

Væksten i 2011 kom fra løsninger til at bekæmpe svindel, men også fra on-demand-løsninger med en vækst på 50 pct. Mere normale tocifrede vækstrater havde SAS Institute inden for analyse, information management, kundeviden, detailhandel, risiko og logistikløsninger.

En af ”hemmelighederne” bag succesen er endvidere, at kunderne typisk køber licensaftaler. Den forretning er i særklasse, når 95 procent af kunderne fornyr aftalerne og mere end 70 procent køber mere, når de først har stiftet bekendtskab med butikken, vurderer man i SAS Institute.

Og så satser SAS Institute fremadrettet. Firmaet reinvesterer nemlig overskuddet. I 2011 gik 24 pct. af omsætningen til forskning og udvikling.