TvDanmarks reality-show, Big Brother, er kommet dårligt fra start. Showet startede for godt en uge siden med et hold bestående af tidligere deltagere i reality-shows, men seertallene i den første uge har ligget lavt – typisk 70-80.000 – og det er væsentligt under niveauet fra sidst, man sendte showet.
– Når man kigger på castingen kan det virke som om, man har forsøgt at gøre programmet bredere i forhold til det snævert ungdomsfikserede. Starten ligner dog et flop – i hvert fald kan den umuligt leve op til TvDanmarks forventninger. Det må være et stort problem for stationen, som her i marts skal markedsføre relanceringen af de to kanaler, der træder i kraft d. 4. april. Big Brother har skullet bringe kunder ind i “butikken”, som man så har kunnet fortælle om relanceringen, siger Mikael Ostenfeld fra Carat, der producerer Tv Markedets Nøgletal til Markedsføring. fin.