Den første uge med Big Brother nr.2 adskiller sig ikke væsentligt fra premiereugen i januar. Ifølge beregninger fra mediabureauet Carat ligger TvDanmark 2s share i uge 35 nemlig på knap 10 procent i den kommercielle målgruppe 15-50 år og på cirka 13 procent blandt de 15-30 årige – fuldstændig som i uge 5. På programniveau er der et svagt fald i seerandelen på 1,7 procentpoint i begge målgrupper, mens de lidt yngre derimod er rykket tættere til skærmen. Blandt de 12-20 årige lå sharen i sidste uge (i tidsrummet 19.30 – 23.00) nemlig på 35,7 procent, hvilket er en fremgang på 2,1 procent i forhold til uge 5. cnb