BLOG: Der er vel grænser for, hvor mange bamsestøvler en pige kan bære. For to år siden købte jeg et par bamsestøvler på nettet og er dagligt siden – ingen overdrivelse – blevet offer for Big Data. Ikke en dag er der gået, uden jeg eksponeres for en annonce… for bamsestøvler.
Jeg er på nettet ca. 2-3 gange dagligt. Max. På to år er det eksponering i størrelsesordenen 2 x 365 x 2-3. Nok til at etablere verdens største bamsestøvlesamling, om jeg havde købt dem alle.
Turen er lige gået til Athen. Vel ankommet hjem og vupti dukker der en annonce for en Athenrejse op. Gad vide hvor mange mennesker, der køber bamsestøvler i streg? Eller som kun har ét rejsemål i livet? Eller endda spiser det samme hver dag?
Argumentet er, at det er bedre end ingenting. Nej. Ingenting er bedre. For det forstyrrer med irrelevans. Spiller dyrebar tid. Og gør bamsestøvleudbyderen, rejsebureauet og alle de andre til idioter.
En definition af Big Data er den fælles betegnelse for de enorme mængder data, der eksisterer med manglende struktur. Data, som flere og flere anser som nytte for virksomheden, men som man ikke kender værdien af. Eller aner, hvad man skal bruge til, er nok rettere sandheden.