Big Data er et tveægget sværd, hvis man skal tro en række fremtrædende iagttagere på årets Premier Business Leadership konference i Amsterdam. På den ene side leverer de enorme data-mængder en guldgrube af indsigt. På den anden side er det et morads, de fleste risikerer at drukne i.

Malcolm Gladwell, amerikansk forfatter til ”The Tipping Point” og ”Blink” og senest ”Outliers”, ser både muligheder og risici. Men på SAS Institute konferencen valgte han den løftede pegefinger:

– Mange tror, at jo mere vi ved, desto bedre beslutninger træffer vi. Det passer faktisk ikke. Når vi runder et bestemt informations-niveau, får vi ikke bedre beslutninger ud af at undersøge tingene endnu mere, sagde Malcolm Gladwell.

Du må jo være bims?

– Overhovedet ikke. ”Sygdommen” har faktisk et navn. Den hedder ”miscalibration”, og tilstanden dækker over, at afstanden mellem hvor gode vi tror, vi er, til hvor gode, vi faktisk er, er enorm. Ikke mindst på C-levels inden for business. Der sker ganske enkelt det, at ”we become overconfident,” og ”overconfidence” er langt farligere end ”incompetence.”

Kors i hytten. Det skal uddybes.

– Eksperter er ”overconfident”, idioter er bare ”incompetent”. De beslutninger, der træffes på direktionsniveau, har enorme konsekvenser. Idioternes fejltagelser har jo ingen betydning – andet for dem selv.

Nu er C-level-folk jo dygtige, eller hvad?

– Det er de helt afgjort, men sagen er, at alle nye værktøjer, herunder Big Data, også ændrer psykologien i mennesker. Derfor er løsningen ikke at smide Big Data eller andre værktøjer ud, men bland en fornuftig cocktail af erfaring, gut-feeling og data, sluttede Malcolm Gladwell.

Der er tonsvis af dokumentation for Gladwells synspunkt. Skriv bare ”miscalibration” i Google-feltet. At den store krise i 1929 og den seneste fra 2007 ikke er baserede på manglende information, men snarere overconfidence er noget, ethvert skolebarn ved i dag.

Financial Times columnisten Tim Hartford var på samme bølgelængde, da han advarede mod, at Big Data-indsigten ofte skaber masser af ”marginal gaines”, snarere end det store kvantespring.

Spitfire-flyet, der reddede den frie verden fra Hitler, er beviset på, at de videnskabsfolk, der arbejdede på at forbedre den eksisterende teknologi, meldte pas, mens en ”free spirit” løste gåden ved at løsrive sig eksisterende dogmer.

Og den svenske fremtidsforsker Magnus Lindkvist mente præcis det samme, da han uddybede udfordringerne ved at samle alle de data sammen, der er muligt i en digital tidsalder.

Hans pointe var, at det ikke er data-mængden i sig selv, der er problematisk, det er manglen på relevante spørgsmål, man stiller til Big Data, der er afgørende for succes eller fiasko.

Men hvorfor sendte SAS Institute mon en tsunami af kloge, visionære keynote speakere på podiet i Amsterdam for at advare de 730 deltagere om Big Data-risici? Tjah… mon det har noget at gøre med, at Big Data-anvendelsen ikke er for amatører, men for professionelle?