SxSW2014: Som SxSW fortsætter med at inspirere og forbinde mennesker og virksomheder fra hele verden, bliver en ting tydelig: Det er ikke en konference om digital eller marketing, men et seminar om de mange muligheder, den digitale tidsalder giver os som virksomheder og som mennesker:
For at forbedre vores basale behov, for at skabe ny forretning, for at skabe mere loyale kunder, for kreativt at løfte brandoplevelsen – you name it.
En af de tendenser, som har sat flest tanker i gang hos os fem udsendte fra Robert/Boisen i år er sensorer.
Sensorer i genstande, sensorer indopereret i mennesker (embeddables), sensorer på mennesker (wearables), sensorer i butikker (ibeacons), sensorer der måler ansigtsudtryk (affective interfaces) samt disse teknologiers mulighed for at knytte en følelsesmæssig dimension til data.
Selvom virksomheder i mange år har kunnet måle, hvordan mennesker opfører sig online (klikrater, køb, shares, kommentarer, brug etc.) og få en pejling på folks følelser mod et brand eller produkt gennem at analysere onlineudtryk og tanker, har datainformation for det meste været begrænset til rationelle tal.
Vi kan måle følelser
Samtidig ved vi sjældent, hvad mennesker i virkeligheden synes om vores brands, da følelser er vanskelige at måle i større skala.
Sensorer kan løse det problem.
De kan skaffe virksomheder værdifuld real-time viden om folks virkelige følelser og adfærd i forhold til både brand og brugssituation. Give mulighed for, at man som virksomhed kan være pro-aktiv og mere relevant på en daglig basis.
Omvendt kan sensorer også give mere værdi fra virksomheden til kunden og bygge et stærkere emotionelt bånd imellem de to parter. Netop fordi al nyere hjerneforskning viser, at loyalitet drives af følelser og ikke rationelle buskaber.
Krop leverer data
Wearables som Nike Fuelband og Misfit har været med til at kickstarte udbredelsen af sensorer – og det er gået stærkt.
27% af alle amerikanere ejer i dag en eller anden form for wearable device.
Billede: Misfit Shine aktivitets-tracker, der kan bæres som smykke
Og ifølge Global Mobile market report vil en halv milliard mennesker bruge en health app, som er forbundet til en eller anden form for sensor i 2015.
Som sensorer bliver mere og mere almindelige, vil de komme til at spille en vigtig rolle i bedre at forstå og hjælpe kunderne. Reebok har netop lanceret Checklight – en sensor til folk, der dyrker kontaktsport. Den tages på hovedet og signalerer med en rød lampe til omverdenen, om du er blevet taklet så hårdt i en kamp, at der snart kan opstår varig skade, så træneren eller ens forældre kan tage en ud, før det sker.
Google arbejder på at udvikle en kontaktlinse til diabetikere med indbyggede sensorer, som kontant måler glukose-indholdet.
Sensorer behøver dog ikke kun sidde på kroppen.
Toyota har eksperimenteret med såkaldte affective interfaces, sensorer som scanner førerens ansigtsudtryk.
Hvis han ser forvirret ud, kan bilen komme med kørselsanvisninger.
Vi kender alle til Samsung Eye-tracking mulighed i deres Galaxy S4 model.
Og Boings marketingdirektør fortalte på konferencen, at de overvejer at indbygge sensorer i flysæderne, som kan alarmere kabinepersonalet, hvis passagereren i sæde 8C udviser tegn på at være nervøs, og en stewardesse kan proaktivt komme til og berolige passageren eller hjælpe.
Sensorer løfter oplevelsen
Sensorer bruges også allerede i dag til at løfte brand- eller butiksoplevelsen.
PGA Tour har eksperimenteret med at give nogle af deres spillere Google Glasses på, så fans på tætteste hold kunne følge livet som pro, dialogen med de andre spillere set gennem en professionels øjne.
Og detailhandlen begynder så småt at bruge iBeacons, som er små, billige sensorer placeret strategisk rundt i butikkerne til at sende kunderne mere relevante tilbud til deres smartphone eller en mere inspirerende indkøbsoplevelse – og samtidig modtage information om kundernes adfærd i butikken.
Allerede i 2014 vil vi se introduktionen af en lang række nye sensorer. Alle virksomheder skal dog ikke introducere deres egen teknologi, men i langt højere grad øve sig på at indgå i partnerskaber med andre brands, som allerede har sensorer. Coca-Cola har f.eks. lige lavet et joint venture med Misfit og introduceret en Coke-brandet version af Misfit Shine. Nike har også allerede åbnet op for nye partnerskaber omkring deres Fuelband.
En ting er sikkert. Sensorer bliver stort. En indlægsholder på SxSW kaldte dem “The second coming of the internet”.
Vi kan næsten ikke vente med at komme i gang med at bruge dem.