BLOG: Når diskussionerne ruller om Big Data på danske websites, så er det ofte med følgeskab af paroler som ”Big data er varm luft, for det kan ikke fortælle dig, hvad du skal gøre”.
Jeg er både enig og uenig i den påstand.
Jeg er for så vidt enig i, at Big Data – eller old data for den sags skyld – ikke kan fortælle dig, hvad du skal gøre. Data kan oplyse, informere og kvalificere beslutninger, men i sidste ende er det dig som marketingchef, der skal beslutte, hvad der skal gøres. Naturligvis.
Derimod er jeg uenig i, at det dermed gør Big Data til varm luft.
Overvej lige alternativet: At træffe beslutninger om dit mediebudget helt uden datagrundlag. Hvis du ikke har adgang til data, der kan give dig indsigt i effekten af din markedsføring, har du reelt kun få muligheder at gribe ud efter.
Du kan selvfølgelig gøre det samme som sidste år, du kan gætte og krydse fingre, eller du kan gøre, som mediebureauet siger og hæve budgettet over hele linjen.
Hvis du derimod formår løbende at indsamle, håndtere og analysere de mange datastrømme fra online og offline medier, web analytics, kampagnestyring, markedsanalyser og sociale medier, kan du skabe værdi på et faktuelt og reelt grundlag.
Som at køre bil med bind for øjnene
Et marketingbudget uden datagrundlag svarer lidt til at køre på motorvejen med bind for øjnene. Så længe du bare kører lige ud, går det meget godt – hvis altså vejen ikke drejer.
Du kan måske endda sætte farten lidt op eller ned. Men hvis vejen pludselig begynder at dreje, eller en anden kører ind foran dig, opdager du det først, når du kommer på afveje eller kører galt. Det er der naturligvis ikke nogen i virksomheden, der kan være tjent med – hverken i marketingafdelingen eller i topledelsen.
Som marketingchef er det guld værd (bogstaveligt talt) at vide, hvilke kampagner og medier der har en reel effekt på salg, kendskab og brand. Netop det faktum gør, at Big Data har potentiale til at blive marketingchefens bedste ven. Og fordi det tilmed er tilgængeligt i realtid, er det muligt at forstærke det, der virker, og ændre det, der ikke gør.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det kræver en dedikeret indsats at forvandle den massive strøm af data til reel værdi for virksomhedens bundlinje. Det er en reel Big Data udfordring: Der er tale om store mængder af data fra meget forskelligartede datakilder, der skal behandles med stor hastighed.
Det er vores erfaring hos Accenture, at særligt fem elementer er vigtige for at få succes…