Uge 9 blev den hidtil travleste annonce-uge i år med et registreret forbrug på 177 mio. kr. – en fremgang på 13-14 pct. i forhold til uge 8.
Og for en gangs skyld rørte de største annoncører på sig med et merforbrug på 10 pct. De 100 største annoncører repræsenterer ca. 40 pct. af det totale annonceforbrug, men har hidtil været noget tilbageholdende, mens de mellemstore annoncører (101-250 største) har været dynamoen i markedet. Denne gruppe repræsenterer ca. 18 pct. af total-markedet, og opretholdt i uge 9 status quo i forhold til samme uge sidste år. Gruppen har dog stadig været langt mere flittig i den første del af året med en vækst på 17 pct. på år til dato. De største annoncører har indtil nu brugt 4 pct. mere.
Topscorerne i uge 9 var at finde i gruppen for Forbrugsgoder. Udover Beiersdorf er det bilerne, der rykker. Toyotas forbrug i uge 9 lå næsten udelukkende på TV2, og med aktiviteten er firmaet nu oppe på et registreret forbrug på godt 10 mio. kr. i den første del af året – ca. en fordobling.
Citroën dyrkede i uge 9 først og fremmest trafik-reklamen og er nu registreret til et forbrug i de første 9 uger på godt 7 mio. kr. – en fremgang på 12 pct. Hertil kommer Fiat, som i uge 9 voksede med 692 pct. og nu ligger 55 pct. over på årets første 9 uger. Desuden opretholder VW det høje aktivitetsniveau. Dette mærke har i den første del af året brugt mere end fire-doblet reklameforbruget.
Både Toyota, Citroën og VW har ændret fordelingen af reklamekronerne til fordel for tv, mens Fiat er gået den modsatte vej og har brugt dagbladene mere flittigt.
Ford, Opel og Mitsubishi er de øvrige mærker på listen, men de har indtil nu været tilbageholdende – i hvert fald sammenlignet med deres forbrug sidste år.