Bevares – det er stadig pc’en, der foretrækkes, når danskerne er på jagt efter ny eller brugt bil. Men interessen for at finde de gode tilbud via mobile eller tablet vokser med lynets hast.
Det vidner i hvert fald tal fra BilBasen, der ejes af auktionsgiganten eBay, om. Sitet lancerede sidste år mobile apps til iPhone, Android og Windows 8, og det var åbenbart et populært tiltag. I oktober 2012 kom 24 procent af den samlede trafik på sitet fra mobile enheder – i dag er det 43 procent.
Og der investeres fortsat videre i teknologi til mobile enheder i 2013. Næste skridt tages, når sitet om få måneder lancerer en app til Apples populære tablet iPad.
– Det handler jo om at være der, hvor brugerne er. Alene i 2012 kunne vi se en voksende interesse for at være på BilBasen via mobiltelefoner og fra tablets med trafikstigninger på 93 procent og 59 procent i nævnte rækkefølge. Med sidste års lanceringer af nye mobile apps til android, iPhone og Windows 8, er det kun naturligt, at vi nu lægger vores kræfter i at få BilBasen tilpasset tablets, siger adm. direktør for BilBasen og Bilinfo, Morten Heuing.
Med mobile apps til Android, iPhone, Windows 8 samt den kommende app til iPad bliver BilBasen – hvis ikke den første, så i hvert fald en af de første – på markedet med apps til stort set alle anvendte mobile platforme i Danmark.
Og selv om det har været en tung økonomisk investering – ifølge selskabets egne oplysninger har man gennem det seneste par år investeret et tocifret millionbeløb i udvikling af de mobile platforme – er man hos BilBasen ikke i tvivl om, at det er nødvendig investering.
– Danskerne bliver mere og mere mobile, og sidste år begyndte udviklingen for alvor at tage fart. Det handler det om at få tilpasset forretningen til de helt rigtige platforme, så vi også i fremtiden stiller de bedste rammer op for at søge og sælge biler på nettet, siger Morten Heuing.
BilBasen startede i 1998 som en internet-version af den trykte publikation Bil Markedet. I dag er BilBasen en forretningsenhed i koncernen eBay Classifieds Group med mere end 500.000 besøgende hver måned.