En større strategiproces blev færdiggjort op til nytår, og nu er eBay-ejede BilBasen klar til at udrulle en ny og omfattende Social Media-kommunikation.

Sitet er i dag ganske massivt til stede i de klassiske medier, som radio, net-sider og printmedier, men det nye er, at de sociale medier fremover skal have lige så megen opmærksomhed som de traditionelle medier.

Og det kommer ikke kun BilBasen til gode, men også samarbejdspartnerne, siger Jan Lang, der er kommunikationsansvarlig for de to brands:

– Vi kommer til at eksponere konkrete serviceydelser, forhandlerbiler og nye tiltag på Facebook, og vi binder informationen sammen med konkrete historier om brugtbilmarkedet. Det betyder, at når vi fortæller om de gode køb blandt familiebilerne, så kommer der konkrete tilbud med, ligesom vi linker til specifikke søgninger. Forhandlerne vil opleve en markant stigende eksponering som følge heraf.

For at få det hele til at lykkes har BilBasen hyret et team af eksperter ind til at øge synligheden hele vejen rundt – fra Facebook og Instagram til Twitter og Linkedin, og en af målsætningern er, at BilBasen i løbet af 2016 får fordoblet antallet af følgere på Facebook – i dag følger godt 48.000 siden:

– Ved udgangen af året skal vi have tæt på 100.000 følgere på Facebook, så vi kan fortælle dem om bilmarkedet i almindelighed og brugtbilmarkedet i særdeleshed, siger Jan Lang.

I øjeblikket bliver indholdet på BilBasens Facebook-side eksponeret for omkring 500.000 brugere (tal for uge 9). Det er målet, at op i mod én million danske Facebook brugere skal have mulighed for at følge med i indholdet.

Effekt viser sig allerede

Det er en kompliceret proces, som udrulles i det eBay-ejede selskab, lyder det fra selskabet, men netop der er det en fordel, at BilBasen kan trække på et internationalt hold af eksperter i kommunikation på sociale medier.

– Vi får støtte til at drive de store kampagner via vores hold af sociale medie-eksperter, der er baseret i London og Rom, og de har en række værktøjer, der både er dyre at bruge, men som også kræver højt kvalificeret ekspertise at styre, siger Jan Lang.

Det betyder, at kommunikationen rettes meget specifikt mod de målgrupper på fx Facebook, som BilBasen ved er på udkig efter brugte biler.

– Vi har et hold på tre journalister, der skal skabe indhold til såvel vores blog som de sociale medier, og eksponeringen af det indhold tager vores internationale team sig af. Dermed sikrer vi, at indholdet bliver så relevant som muligt for brugerne, siger Jan Lang, der allerede kan se en markant effekt af indsatsen på Facebook.

Alene i uge 9 blev antallet af følgere af BilBasens Facebook-side således øget med 1,8 procent, så den nu er oppe over 48.500 følgere.

BilBasen har desuden netop relanceret sin app – og i løbet af 2016 bliver en del af indholdet fra fx bloggen, som besøges af 60.000 brugere hver måned, også tilgængeligt her.