Bilbasen har efter kampagnen ”Et klik – 40.000 biler” øget trafiktallene med 71 procent til over 90.000 unikke brugere om ugen. Kampagnen kørte i tre uger på tv, i magasiner og online, men har siden kørt videre i et par uger udelukkende på online og i magasiner.
Medietrykket for kampagnen var på godt en million kroner. Bilbasen har tidligere samarbejdet med TV2.dk, men samarbejdet stoppede i efteråret. TV2 lancerer den 1. maj en ny bilbase, som efter al sandsynlighed vil være sammen med Berlingskes bilsite Bilzonen, der er den næststørste markedsplads i Danmark. Bilbasen har seks gange så mange unikke besøgende. Ifølge Bilbasens adm. dir. Jan Lehrmann, er kampagnen ikke iværksat for at ruste sig til konkurrencen.
– Vi gør det udfra hvad der er godt for bilbasen. Vi ønsker at skabe trafik og øge kendskabet. Langt de fleste bruger Bilbasen i en kort tid, hvor de leder efter bil og de kommer først tilbage flere år senere næste gang de skal handle bil. Vores ide er at brande sitet, så det er også er ”top of mind” også næste gang der skal søges efter biler, siger han. Bilbasen er ejet af Bilmarkedet og Bil Info med 50 procent hver. jür