At virksomheden Lej Et Lig udlejer billige biler uden for meget bøvl og ekstraudstyr er efterhånden ingen hemmelighed.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at samme firma godt kan lide at provokere lidt med deres reklamer: Fx kørte man i foråret en kampagne under sloganet: Vi er ligeglade med, hvad du bruger vores biler til, hvor man så henholdsvis et hold bankrøvere og et par Breaking Bad-kloner leje biler, uden at udlejeren tog synderlig notits af deres gerninger.
Men fornylig gik Lej et Lig tilsyneladende over grænsen. I hvert fald blev en ny reklamefilm, hvor man følger man et hold letpåklædte piger, der fanger en ung mand og udsætter ham for lidt af hvert, pillet temmelig hurtigt ned fra Facebook.
Det samme skete med version to: En mere censureret udgave.
Nicky Dixon, der ejer Lej Et Lig, siger:
– Vi vil jo gerne skubbe til grænserne, så vi lavede først en ucensureret version, som fik 16 minutters levetid på Facebook. Til gengæld fangede Ekstra Bladet historien, og det gav en del omtale. Så dækkede vi de pikante områder til i en ny udgave, som fik lov til at køre en uges tid, før den blev pillet af.
Og nu er man så klar med tredje bud – hvor der er censureret i en sådan grad, at der kun er et par albuer og lidt hårtotter tilbage.
– Vi satser på, at vi ikke ryger i censurfælden denne gang. Vi har i hvert fald aldrig set en film, der er mere censureret end vores. Skulle det gå galt har vi dog en fjerde udgave klar. Det er bare en sort kasse med en player-knap på, lyder det fra Nicky Dixon.
Filmene er produceret i samarbejde med Hawaii Film og TN Reklame, der lover, at der kommer en helt ny film i serien efter sommerferien.
Se den ny-censurerede – og tredje – version her.