Der er langt mellem flasker med rapsolie i de nordtyske discountbutikker og meget tyder på, at det skyldes, at ejere af diesel-biler hælder madlavnings-rapsen direkte i tanken, skriver Flensborg Avis.
Mens prisen på diesel i de seneste dage er røget over 1,50 euro (ca. 11,25 kr.) på tankstationerne syd for grænsen, koster en liter rapsolie i et supermarked 99 cent (ca. 7,50 kr.).
− Folk slæber 30 eller 40 flasker ud på en gang, fortæller en kassedame i Aldi i Tarp, hvor rapsolien blev udsolgt i den forgangne uge. Det samme var tilfældet i Lidls forretning i landsbyen.
Samme billede tegner sig i andre supermarkeder i Flensborg, og på vestkysten stod der kun nogle enkelte flasker tilbage, da Flensborg Avis tog stikprøver i de seneste dage.
En indehaver af en rapsolie−tankstation er ifølge avisen sikker på, at folk fylder rapsolien på bilerne i stedet for dieselolie. Ni ud af ti dieselbiler kan nemlig køre på den billige rapsolie, hvis de har været igennem en ombygning. Og nogle enkelte ældre biler behøver ikke engang at skulle på værksted, før man kan fylde rapsolie på dem.
Imidlertid er problemet, at det ikke er helt lovligt at hælde madlavningsolie i sin biltank, da der modsat brændstof ikke er afgift på madlavningsolie. Rapsolie til bilbrug koster inklusive afgifter 1,19 euro, altså godt en femtedel mere end madlavningsolien.
Skattemyndighederne har dog valgt ikke at forfølge skattesnyderne.
− Rapsolie som brændstof er skattepligtigt og skal opgives til toldmyndighederne. Men når der er tale om private, som køber rapsolie til en enkelt tankfyldning i supermarkedet, har finansministeriet besluttet, at toldvæsenet skal se bort fra at opkræve skatten, siger pressetalsmand i det tyske finansministerium, Markus Tofote.
sd