Bilka gennemfører nu en betydelig prisnedsættelse på musik, der købes over nettet.
Fra i dag og 14 dage frem koster et album 29,95 kr. og en enkelt melodi kan fås for 2,95 kr. Der er tale om en gennemsnitlig prisnedsættelse på 66 % på de i forvejen lave priser, som Bilka-butikken tilbyder sine kunder.
– Dansk Supermarked med kæden Bilka er en af landets største musikforretninger, når det gælder de fysiske CD’ere. Vi er store på musikdownloads, men vil også være landets største elektroniske musikbutik, siger produktchef i Dansk Supermarked, Henrik Pii Olesen.
Ifølge Henrik Pii Olesen er der sandsynligvis mange kunder, som endnu ikke har prøvet at handle online og downloade musik. De skal nu lokkes ind i musikbutikken med lave priser.
– Når kunderne først har oplevet, hvor legende let det er at handle i Bilka musikbutik på nettet, så er vi sikre på, at de vil komme igen for at købe musik til landets laveste priser, pointerer Henrik Pii Olesen.
Kvickly satser på DVD-udlejning
Samtidig har Coop-ejede Kvickly i dag også annonceret en internet-satsning inden for underholdning. Fra på mandag kan man på kvickly.dk vælge mellem 5000 udlejningstitler. Filmene sendes direkte hjem til kunden.
Kvickly har gennem flere år satset på salg af DVD-film ved at øge udvalget og skærpe priserne på markante DVD-lanceringer – og er i dag landets
førende på DVD-salg.
– Vi vil være de største og de bedste, når det gælder underholdning og film. Så udvidelsen af underholdningskonceptet med en netbutik er en helt naturlig udvikling, siger Henrik Schmidt, nonfoodchef i Kvickly.
DVD-udlejningen fungerer sådan, at man betaler et fast månedligt beløb. Filmen sendes direkte hjem til kunden sammen med en returkuvert, og når udlejningsfirmaet modtager den igen, sendes en ny film af sted til kunden. Billigste abonnement koster kr. 129 kr. og giver mulighed for at have én film hjemme ad gangen, mens det dyreste er på kr. 249 for tre film hjemme ad gangen.
DVD-udlejningen foregår i samarbejde med det engelsk ejede firma Lovefilm.dk, der allerede har stor erfaring på området.
DVD-udlejningen er en del af Kvicklys store satsning på underholdning. Konceptet hedder “Byens bedste sofarække” og dækker både butikkerne og www.kvickly.dk. Udover DVD-udlejningen bliver kvickly.dk udvidet med download af musik. TDC har leveret netbutikken, der dækker 650.000 numre med særlig vægt på dansk musik.