Den børsnoterede bilforhandlerkæde Andersen & Martini har fundet nyt PR-bureau, og valget faldt på et enkeltmandsforetagende: Nicolai Bonnén Rossen fra Rossen.com.
– Vi er en performanceorienteret koncern med en bruttoomsætning på over trekvart milliard kroner, der hæger om vores aktionærer med et fokus på value for money i alt, hvad vi gør. Rossen var derfor et oplagt valg, forklarer adm. direktør Peter Hansen om samarbejdet, som virksomheden har store forventninger til i både direktionen og på bestyrelsesniveau.
– Vi skal være langt bedre til at positionere os i mediebilledet og blive top-of-mind hos forbrugeren gennem strategisk PR – en meget svær kunstart for bilverdenen, som Rossen gennem længere tid har demonstreret sin ekspertise med, fortsætter han.
27-årige Rossen er bl.a. tidligere på året sat i forbindelse med Opels sommerkampagne, og han har gennem længere tid været ”hus-spindoktor” for brands som EF Education First,og tidligere Implement Consulting Group samt Nyhavn Rejser.
– Modsat mange kommunikationsfolk er jeg selv skolet i salgsverdenen og performancedrevet ind til benet. Andersen & Martini A/S og jeg passer derfor uhyre godt sammen. Jeg er svært tilfreds med at få dem i folden, siger Nicolai Bonnén Rossen.
Freelanceøkonomi blomstrer
Han mener, at en enkeltmandsvirksomhed sagtens kan bide skeer med de store PR-bureauer.
– Ud over min deltidsassistent, der selv arbejder på konsulentbasis, og de freelancere, jeg har tilknyttet, har jeg ingen overflødige fuldtidsansatte, som jeg skal bruge min tid på at være efter, hvorfor jeg på bundlinjen som regel er både bedre og billigere end de fleste konkurrerende bureauer, hævder han og henviser til et blogindlæg skrevet af Steffen Hedebrandt fra Elance på borsen.dk forleden.
– Vi bevæger os mod en freelanceøkonomi – det er win-win for alle, citerer han.
Rossen selv budgetterer i år med at udskrive PR-honorarer for mindst én million kroner til danske klienter alene.