Hvis du alligevel skal ud og købe ny bil, hvorfor så ikke få billig benzin oven i hatten.
Sådan synes salgsstrategien hos Chevrolet i Danmark at være – en strategi som skal øge markedsandelen.
Tilbuddet lyder på brændstof til to kroner per liter de første 15.000 kilometer, som kunderne kører i deres nye bil. Resten betaler Chevrolet. Det skriver epn.dk.
– Den øjeblikkelige situation betyder, at vi skal konkurrere mod de andre mærker på nogle andre parametre, og der har vi valgt at hjælpe kunderne med udgifterne til brændstof, siger administrerende direktør Flemming Bak, Chevrolet i Danmark til mediet.
Tilbuddet gælder fra 28. februar til 1. maj 2009 og er uafhængigt af bil-model. Det eneste krav er et benzinkort hos enten YX eller Uno-X.
Kunden betaler ved standeren og får differencen fra prisen til de to kroner refunderet hver måned.
sm