Se & Hør og BilledBladet har i en årrække siddet godt og sikkert på markedet for billedugeblade. Men nu har de fået konkurrence. Først kom Egmonts Magasiner med ugebladet “Her & Nu“. Og senest er Asschenfeldts Magasiner hoppet ind i konkurrencen med månedsbladet “Tæt På“. Og umiddelbart ser det ud til, at der er plads til dem alle.
– Emneområdet, som alle de fire blade behandler er de kongelige og de kendte. Og kongestoffet er jo i vælten i øjeblikket, så lanceringstidspunktet er godt, fastslår Søren Bronee, Carat Danmark.
– De har fået en pæn start, men jeg kender ikke break even. Der er dog penge bag begge de nye, så under alle omstændigheder kan de jo vente med indtjeningen.
Jørgen Villadsen, Mediacentralen er mere skeptisk. Han tror ikke der er plads til de nye blade.
– Jeg er spændt på eksperimentet med et månedsblad. Månedsblade er gode til fritidsinteresser, ikke til sladder – de vil mangle aktualiteten.
– Og så synes jeg ikke profilen af Tæt På adskiller sig nok, så jeg tror det pænt lukker ned igen. Prisen på 39,50 kr er også for høj, mener Jørgen Villadsen.
– Her & Nu vil kanibalisere på de to andre. Generelt vil introduktionen af de nye blade gå ud over de traditionelle ugeblade. Folk har sat et fast beløb af til ugeblade. Og selv om 10 kr ikke er meget, tror jeg ikke prisen vil holde på sigt, siger Jørgen Villadsen.
Det forsikrer chefredaktør Bjarne Ravensted, Her & Nu, dog.
– Prisen på de 10 kr vil holde – dog vil vi naturligvis være nødt til at følge inflationen hen ad vejen.
De to nye blade adskiller sig som skrevet ved udgivelsesintervallet og ved prisen: Tæt På koster 39,50 kr (med forventet rabat i halvårs-abonnement), mens Her & Nu sælges for 10 kr. Se & Hør og BilledBladet koster begge 19,75 kr.
Chefredaktør Bjarne Ravensted, Her & Nu, opfatter ikke Tæt På som en konkurrent pga. de forskellige udgivelsesintervaller. Men føler sig naturligvis i konkurrence med de to “gamle“ på markedet.
Chefredaktør Peter Salskov, Tæt På, definerer sit blad som månedssvaret på Se & Hør; mens han definerer Asschenfeldts Magasin som månedssvaret på FamilieJournalen og Hjemmet.
– Med månedsbladet Tæt På går vi efter samme læserskare som Se & Hør og BilledBladet. Men vi vil gøre det lødigt at læse sladderblade, forsikrer Peter Salskov.
– Vi skriver om de kendte mennesker på de kendtes præmisser. Se & Hør og BilledBladet er mere pågående. De kendte behøver ikke have en abort uden på livmoderen for at komme i vores blad, forsikrer Peter Salskov, der også vil gøre mere ud af det udenlandske stof end sine konkurrenter.
Tæt På har i øvrigt haft en næsten ubemærket start, idet man fra Asschenfeldts side valgte at starte bladet først og derefter tage markedsføringen – som vi altså kan vente os i den kommende tid.
Tæt På skal også sælges på en anden måde end sine tre ugebladskonkurrenter. Det skal være abonnementsblad.
Peter Salskov tror ikke de to “gamle“ billedugeblade vil komme til at se starten på Tæt på i deres oplagstal. Tæt På vil udvide markedet, mener redaktøren.
Bjarne Ravensted har også en strategi for Her & Nu.
– I udgangspunktet er vi et positivt billedblad. Vi dækker fx. ikke begravelse og død. Udgangspunktet i bladet er billedet. Og så har vi lækrere og mindre komprimeret layout end de andre.
– Mit indtryk er, at læserne tager os som et tilkøbsprodukt. Men vores start går nok alligevel lidt ud over de andre, forventer Bjarne Ravensted, der også understreger, at det har været væsentligt for Egmont at få et brohoved på billedbladsmarkedet

TAGER ANNONCER FRA EKSISTERENDE MEDIER
Men en ting er oplaget, noget andet er annoncerne. Og her har alle de fire konkurrence nok fra formiddagsblade og TV-kanaler.
– Det er for tidligt at sige noget endnu om de to nye blade. Men målgruppen er jo ikke vanskelig at dække. Derfor er der nok tale om, at de nye blade skal tage fra eksisterende medier fremfor at udvide annoncemarkedet, mener Søren Bornee. Han sammenligner med TV-reklamernes indtog, der hurtigt efter gav fald til Se & Hør og BilledBladet.
Jørgen Villadsen gør opmærksom på de hurtige billedblades problem med annoncer, der “forsvinder“ fordi det redaktionelles grafiske udtryk er så markant.
– De samme annoncer kan ikke komme i billedugeblade og i magasiner.
Peter Salskov er mere optimistisk.
– Strategien hedder 80 redaktionelle sider og 20 sider annoncer. Det bliver ikke noget problem. Og så satser vi i øvrigt på prestigeannoncerne.
De to “gamle“ på markedet ser meget lyst på Her & Nu og Tæt På er kommet for at konkurrerere.
– Vi tager udfordringen stille og roligt. Det får os til at gøre vores ypperste for at holde positionen, fortæller redaktionschef Kim Bretov, Se & Hør. Der også mener, at læserne kan se forskel på kvaliteten af Her & Nu og Se & Hør:
– Oplaget på knap 150.000 skyldes for en del, at bladet sælges for 10 kr mod vores 19,75 kr. Til gengæld får læserne et meget mindre blad. Og så kan man da sagtens se, at Her & Nu er et venstrehåndsblad. Folk kender jo også forskel på at handle i Irma og i Netto.
Tæt På, mener han, ikke er en konkurrent nu.
– Det bærer tydeligt præg af, at det ikke har samme aktualitet, slutter Kim Bretov.
Holger Blom hos BilledBladet er glad for de nye konkurrenter.
– Det giver journalistisk et eller andet. Ligesom Asschenfeldts blade grafisk byder på en fornyelse. Og så giver det sig udslag i større velvilje fra de bevilgende i vores hus.
– For Her & Nu er det prisen der gør, at læserne køber det. Og for Tæt På tror jeg, de 40 kr er for meget. Det har jeg også kunnet se i kioskerne, hvor Asschenfeldts Magasin har konkurreret med Tæt På, om hvem af dem der fyldte mest på hylderne.
– Vi går en spændende sommer i møde, slutter Holger Blom.