Mogens Hjorth er ikke kendt af alle. Men alle har været i kontakt med hans idéer. Han indførte det elektroniske billetsalg i biograferne og startede Billetnet.
Født i en stærk indremissionsk familie begyndte han oprindelig at læse teologi på Københavns Universitet for at blive præst. Men han blev grebet af ungdomsoprøret i 1968 og endte med at gå helt andre veje. I 1988 rykkede han ind som direktør i de nye Scala-biografer i København, og fordi der både skulle være billetsalg i stuen og på 3. sal, indførte han elektronisk billetsalg for at styre det hele. Det var et koncept, der hastigt bredte sig til biografer over hele landet.
Året efter rykkede han til Arte, hvor han startede Billetnet, der på fem år blev banket op fra ingenting til en landsdækkende succes med tre millioner solgte billetter om året.
Mogens Hjorth forlod stillingen som administrerende direktør for Arte i 2002, og efter et stop i hotelbranchen som bookingansvarlig for Radisson SAS-hotelkæden startede han Billetkonsulenten.dk, der blandt andet rådgiver teatre og kulturinstitutioner om billetsalg, markedsføring og image. Den danske billetmand var også ansvarlig for festlighederne ved åbningen af først Storebæltsbroen og senere Øresundsbroen.
ritzau