Særregler for det danske realkreditsystem risikerer at sende euro-tilhængere ud på en umulig mission. Kampen for at redde det danske realkreditsystem fra nye vidtgående EU-krav, der vil gøre boliglån markant dyrere, er endt med et grotesk løsningsforslag, der udelukker dansk euro-medlemsskab.
Med særligt henblik på lande som Danmark og Norge har Basel-kommissionen nemlig foreslået, at lande med lav statsgæld og egen valuta kan fritages fra de skrappere kapitalkrav. Med andre ord risikerer danskernes mulighed for at optage billige boliglån at blive skrottet, når og hvis det kommer til en ny dansk folkeafstemning om euro-medlemsskab. Det vil – mildt sagt – stikke en tyk kæp i hjulet for ja-partierne forsøg på at løfte en euro-kampagne.
–Hvis Basel III bliver implementeret på denne måde, så vil en euro-afstemning i Danmark være umulig at vinde. Når hr. og fru Jensen står i stemmeboksen og skal vælge imellem danske realkredit og euroen, så er jeg ikke i tvivl om at de vil vælge realkreditten, siger Bendt Bendtsen, tidligere konservativ økonomi- og erhvervsminister og medlem af Europa-parlamentet.