”Dårlig, hammer kedelig, pinlig, en joke, virkelig ringe.” Facebook-vennerne lægger bestemt ikke fingre imellem, når de kommenterer på den nye tv-reklame fra det vestjyske charterbureau Primo Tours.
De sætter den i bås med de berygtede Biva-reklamer og synes også, der er for meget ”Lars Larsen” over den. Men uanset hvad, så kan Primo Tours konstatere, at de har fået produceret et særdeles effektivt og billigt tv-spot til regional brug, som har haft en særdeles positiv effekt på salget af charterrejser.
– Vi kan ikke konkurrere med vores store konkurrenters marketingbudget, så vi ville producere et simpelt tv-spot, hvor budgettet var maks. 30.000 kroner. Målet var at sætte fokus på det mindre rejsebureau og det trygge og personlige i vores koncept. Og uanset hvad folk har af meninger om det, så kan jeg bare konstatere, at spottet virker langt over forventning, fortæller Bjarke Hansen, der er direktør i Primo Tours.
Han kan sådan set godt forstå, hvis nogle måske synes, det er pinligt, når han kigger inden for i deres stue i den bedste sendetid i regionerne. Men det virker.
– Når vi følger trafikken på nettet, så ser vi en markant stigning, når spottet har været bragt. Der sker en umiddelbar stigning fra cirka 100 til 600-800 samtidige brugere på vores hjemmeside www.primotours.dk. Folk er virkelig nysgerrige for at læse mere om os og vores rejsemål. Samtidig kan vi notere en stigning i vores salgstal på ikke mindre end 63 procent i januar i forhold til sidste år, fortæller Bjarke Hansen.
Han tør ikke sætte tal på, hvor meget af stigninger, der skyldes tv-reklamen, men er ikke i tvivl om, at reklamer på regionalt tv vil blive prioriteret højt i Primo Tours’ kommende års marketingbudgetter.
Primo Tours sælger charterrejser til blandt andet Egypten, Gran Canaria, Kreta, Samos og Sardinien – og er i øvrigt på forbrugerbedømmelses-sitet Trustpilot placeret som nummer 3 ud af 48 i kategorien ”Rejsebureauer”. Og som nummer et ud af 14 i kategorien ”Charterbureau”.
Spottet, der er produceret af CVP Broadcast i Nørre-Snede, kan ses her.
/embed>