Reklamebureauet UncleGrey har landet endnu en kunde i ”bilbranchen”.
Denne gang er der dog ikke tale om et bilmærke i stil med Opel og Kia, som allerede er på bureauets kundeliste, men derimod om bilportalen biltorvet.dk, der i modsætning til de andre store aktører på dette marked er ejet og drevet af forhandlerne selv.
Flere andre bureauer var allerede i gang med en pitch, da UncleGrey blev kontaktet i november sidste år, og bedt om at komme med deres bud på hvordan man kunne gribe opgaven an kommunikationsstrategisk, lyder det i en pressemeddelelse.
Efter en indledende præsentation endte UncleGrey med at være det eneste bureau, der fik lov til at give et bud på et kreativt koncept, og i midten af december blev UncleGreys kreative koncept godkendt.
Biltorvet.dks Claus Nyboe udtaler: “Vi følte os trygge ved det UncleGrey kom med. Allerede fra første møde var der god kemi samtidig med at bureauet udviste god forståelse af markedssituationen. Senere i processen gav de os velargumenteret kreativt modspil og endte med at levere et stærkt koncept, som vi virkelig glæder os til at folde ud og se virke for os”.
Det er i forbindelse med relanceringen af en ny version af biltorvet.dks site i januar 2013, at portalen endegyldigt vil tage kampen op mod de etablerede portaler. Simpelthen fordi de mener, de kan gøre det bedre.
Det nye site gik on air d. 1. januar, og bilportalen.dk har vist deres nye logo med sponsorater af hhv. Topgear, Premier League og Håndbold VM siden da.
COO Carsten Bülow hos UncleGrey siger: “Vi er glade for at få chancen for at vise vores evner til at skabe effektiv kommunikation, der bliver bemærket. At det blev et TV-koncept, der blev det bærende element, er simpelthen fordi, vores analyser viste, at det stadig var her vi hurtigst kunne skabe kendskab til biltorvet.dks nye site. Der er jo ingen grund til at gøre det sværere end det er.”
Reklamefilmene er producerede af Friends Film og instruerede af Michael Toft. De blev optaget de første dage af det nye år. Den første af filmene har premiere på TV 2 i aften, men du kan gå til snigpremiere på reklamefilmen i toppen af denne artikel.