De klassiske trut-tøser, som de så smukt er blevet kaldt gennem årene, blev introduceret på det store biograflærred tilbage i slutningen af 50’erne – og siden har formatet mildest talt udviklet sig.

Lige nu er det fx de to koncertaktuelle musiknavne Burhan G og Citybois, der indleder reklameblokken i Nordisk Films biografer.

De har hver især lavet deres fortolkning af den kendte trompetmelodi fra 1958, og i outro’en promoveres deres koncerter. Et nyt format, hvor intro/outroen selv benyttes som reklamemedie, som er bygget op gennem de seneste to år.

I efteråret 2016 blev formatet således benyttet til at promovere filmen Klassefesten 3, hvilket bød på en intro med filmens tre hovedpersoner, Anders W. Bertelsen, Nicolai Kopernicus og Troels Lyby – og nu tages formatet så også i brug til at promovere koncertaktuelle musikere.

Flere makeovers

Oprindelig blev trut-tøserne født i slut-50’erne, men forsvandt i en periode, for så at vende tilbage i Dansk Reklame Films logo i 2004 med kreativ assistance fra Advance.

I 2011 gennemgik pigerne endnu en makeover, hjulpet på vej af We Love People, men i de seneste år er det Boye & Spellerberg, der har stået bag den kreative udvikling og udnyttelse af formatet.

Først, i foråret 2016, i form af intro/outroer med almindelige danske biografgængere, der sang, fløjtede eller nynnede trut-tøsernes ikoniske fanfare.

Siden blev introen til en reklame for Klassefesten 3, og med det nye samarbejde med Citybois og Burhan G. har parterne skabt endnu en ny måde at bruge biografernes reklameintro på.

– Selve denne nye måde at samarbejde på, vil vi se meget mere af, mener Bjarne Spellerberg.

Peter Boye har instrueret filmene, og du kan se med her.

Citibois 1

Citibois 2

Burhan G 1

Burhan G 2