En bitter strid om milliardformuen i Hempel Fonden kan lande ved domstolene.
Sønnen til stifteren af malingkoncernen Hempel, 75-årige Jørgen Jacob Hempel, vil trække Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i retten, fordi fondsmyndigheden ifølge ham har været med til at fordele farens maling-milliarder forkert.
Dermed kulminerer en 14 år lang fondsstrid mellem Hempel-slægten, Hempel Fondens bestyrelse og fondsmyndigheden om Hempelfondens pengetank på 3,3 mia. kr.
– Jeg har tænkt mig at forsøge på, at få denne bestyrelse til at forhandle, sådan at min fars ønsker bliver opfyldt. Hvis bestyrelsen ikke ønsker det, vil jeg gå rettens vej, siger Jørgen Jacob Hempel.
Han anklager sammen med sin søn, Marc Christian Hempel, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for uretmæssigt at have givet bestyrelsen lov til at ændre fondens centrale vedtægter, så de i dag strider imod, hvad Hempel-stifter J.C. Hempel ville med fonden.