En række tidligere bestyrelsesmedlemmer i skandalebanken Capinordic Bank afviser den sønderlemmende kritik i en advokatundersøgelse som et partsindlæg. Men en ekspert afviser og siger, at undersøgelsen måske nok er et partsindlæg, men at konklusionen ikke er bestilt på forhånd. Krakket i Capinordic Bank bliver nu til et offentligt slagsmål, hvor beskyldningerne fyger gennem luften. En advokatundersøgelse bestilt af statens skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet, bliver anklaget for at være et partsindlæg.
– Det er en juridisk skamplet på Danmark, og vi ser nu en heksejagt fra tilfældige advokater på personer fra de banker, der er gået ned under finanskrisen. Det er jo under normale omstændigheder kurators opgave, siger tidligere Keops-boss, Ole Vagner, der er dybt rystet over den advokatundersøgelse, som tirsdag rettede en sønderlemmende kritik mod den tidligere ledelse og bestyrelse i Capinordic Bank.
Berlingske Business side 4-5.