Mange amerikanske fænomener har gennem årene bredt sig til andre lande. Tænk bare på Halloween og Valentines Day – og i år er udsalgsfænomenet Black Friday for alvor kommet til Danmark.
Ved midnatstid åbner stribevis af danske butikker og webshops således sluserne for det helt store tilbuds-cirkus, og hos El-Giganten er E-handelschef Jimmi Frederiksen ikke i tvivl om konceptets effekt – også på nettet.
El-Giganten er en af de kæder, der også sidste år holdt Black Friday, og det kunne forbrugerne tilsyneladende godt lide – i hvert fald slog kædens hjemmeside rekord i antallet af besøgende.
– Vores kunder giver tydeligt udtryk for, at Black Friday er noget, som de rigtig godt kan lide, så i år holder vi Black Friday både på vores hjemmeside og ude i vores fysiske butikker. Der er både til natteravnene på nettet, hvor Black Friday starter natten til fredag kl. 00.00, mens det starter ude i vores varehuse fredag formiddag kl. 10 med nogle nye tilbud, siger Jimmi Frederiksen.
Mange andre butikker rundt om i Danmark holder også Black Friday, herunder JYSK, Silvan, Tøjeksperten, Fona og Bilka, og mens fænomenet oprindelig var en begivenhed, der alene fandt sted i de fysiske butikker, så har dillen gennem de senere år bredt sig til nettet.
Delte meninger
Udsalgsfænomenet, der stammer fra midten af de glade 60’ere, holdes dagen efter den ligeledes amerikanske festdag, Thanksgiving, som finder sted i dag.
Navnet Black Friday skyldes ifølge avisen Financial Times, at netop salget den pågældende fredag sikrer at komme ud med sorte og ikke røde tal på bundlinjen.
Og det er jo dejligt, men udsalgsfesten møder også kritik – også i USA, hvor avisen Wall Street Journal sidste år skrev, at begivenheden mere var et marketingstunt, der fik folk til at tro, at de sikrede sig et fantastisk tilbud…
En undersøgelse blandt FDIH’s medlemmer i august tyder i øvrigt på, at meningerne også herhjemme er delte og går fra ”Black Friday sidste år var en stor succes, så vi gør det naturligvis igen i år” over ”jeg opfatter det som lige poppet nok” til ”hvorfor sælge varer på udsalg i den periode, hvor kunderne er mest villige til at handle?
Black Week?
Men for Elgiganten har Black Friday i hvert fald vist sig at være en rigtig god anledning til at kickstarte julehandlen.
– Sidste år fordoblede vi vores omsætning på ”Black Friday” i forhold til i 2012, og vi forventer at udviklingen kommer til at fortsætte i år, siger Jimmi Frederiksen.
Og fænomenet er formentlig ikke bare kommet for at blive, men også for at vokse: Flere butikker – i hvert fald i USA – arbejder således med Grey Thursday, som er torsdagen inden Black Friday, og med Cyber Monday – mandagen efter.
Der tales allerede om en Black Week – og som den danske forfatter og branding-ekspert Martin Lindstrøm tweetede forleden: ”Here’s my prediction: #BlackFriday will keep getting longer.”
Alene i USA blev der på Black Friday-weekenden sidste år omsat for godt 60 mia. dollar – svarende til omkring 360 mia. danske kroner eller skrevet helt ud: 360.000.000.000 kroner. Vi lader tallet stå et øjeblik…