Bureauet Blackwood Seven, der for kort tid siden fik en bøde for uetisk adfærd af brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation, gør sig klar til et indtog i Tyskland.

Det skriver dagbladet Børsen.

– Vi har haft tanken fra starten, at vi gerne vil til udlandet. Og lige nu arbejder vi på et opkøb af et tysk mediebureau af en rimelig størrelse, der har den samme profil som os. Så vi har den ene fod inde i Tyskland, siger Carl Erik Kjærsgaard, medstifter og bestyrelsesformand i Blackwood Seven, til Børsen.

Ud over de tyske ambitioner, så drømmer Blackwood Seven, der har modtaget mere end 35 mio. kr. i risikovillig kapital fra Seed Capital, Sunstone Capital og VF Ventures, også om at komme på børsen, når venturefondene trækker sig ud af selskabet igen.

– Den helt store drøm er da at lave en børsnotering. Men jeg ved ikke, om det bliver det, eller et salg til en industriel spiller, siger Carl Erik Kjærsgaard til Børsen.

Blackwood Seven kom ud af 2013 med et driftsresultat på minus 3,1 mio. kr. og et tab på 2,4 mio. kr.

Børsen