Symbolanalytikere i alle lande, forener Eder, thi den nye frelser er født. Tony “Messias“ Blair, Menneskesønnen, skal forvandle Liverpool og Manchester fra Sodoma og Gomorrah til Lykkeby og Mirakelkøbing. Storbritannien, Europa, Kloden og resten af Universet skal følge Profetens; hans tegn og gerninger vil blive gransket af højfinansen, underholdningsindustrien, kirken og den politiske branche.
Indtil nu har den nye britiske premierministers sejre slået verden med forbavselse.
Han starter med at flytte ind i Downing Street, ikke i det legendariske nummer 10, men i nr. 11, fordi der skal være plads til familien. Gemakkerne fyldes med liv og rulleskøjter. Dette træk signalerer frisk forandring. Mr. Blair har respekt for traditionerne, han bliver i Downing Street og fører fortiden ind i nutiden og fremtiden. Talmagien ved at rykke fra 10 til 11 symboliserer, at han er nr. 1 i politik og nr. 1 på hjemmefronten.
Familien Blair forsyner den britiske presse og verdensoffentligheden med godbidder. Fru Blair åbner sin hoveddør usoigneret og i house coat en årle morgen, da et bud ringer på. Huset er belejret af fotografer. Klogt eller kikset? Det er sandsynligvis iscenesat til mindste detalje af den kampagnestab, der sikrede Labour-kandidaten en jordskreds-sejr. Det er næppe heller tilfældigt, at familien Blairs flyttegods, herunder garderoben, bliver exponeret for alverdens tv-kameraer, “fordi de havde glemt at bestille flyttekasser“.
Ganske vist gav det anledning til at trække en hurtig parallel mellem mrs. Blairs og Imelda Marcos’ sko-mani, ligesom mr. Blair viste sig som slipsoman. Var det i overkanten at lade folket kigge i klædeskabet? Nej, en del af det nye spil.
Tony Blair vil spadsere til Underhuset i stedet for at lade sig afhente af en limousine. Det giver points (og mere arbejde for Security Service). Han er uspoleret af sin nye status, og der er grønne tendenser i at spare den halve liter benzin. Blair har et beskedent kontor, hvor han sidder med sine papirer på et sofabord i stedet for at residere i en salon, således som statsledere ellers har for vane. Til overflod har det nye kabinet lagt bort titlerne, således at premierministeren slet og ret tiltales Tony. Når man forleden i tv fik genopfrisket det pompøse ceremoniel, der er forbundet med Underhusets åbning, hvor Dronningen holder sin regerings trontale, aner man omfanget af det kulturskifte, Mr. Mekka indvarsler. Mindre pamp, mere damp. Blairs politiske doktrin lyder: “Tricket i moderne politik er at spille på folks håb om forandring, samtidig med at man imødegår deres frygt for forandring.“
Som rollemodel for det 21. århundredes politikere vil han opnå stor indflydelse. Hans chefrådgiver Philip Gould stod i lære hos Clintons chefrådgiver, og mr. Gould – call me Philip – aflagde før 1994-valget besøg hos Poul Nyrup Rasmussen med gode råd i bagagen.
Bag hele tabernaklet står en gigantisk stab af rådgivere, som under valgkampen har gennemanalyseret det løbende samspil mellem manden og medierne og menneskene for at sikre, at kursen var korrekt hele vejen igennem. Imagologerne forstod at iscenesætte hovedfiguren på en måde, der appellerede til den brede middelklasse; i vore dage udgør den klassiske arbejder-type en svindende minoritet uden politisk betydning.
Processen var langvarig. Først skulle det ormædte fagforeningsinficerede arbejderparti i klorbad og helbredes for røde hunde. Den traditionsrige paragraf i partiets vedtægter om samfundets overtagelse af produktionsmidlerne blev skånselsløst smidt på historiens losseplads. Politik foregår på midten af banen, og derfor blev Neil Kiccock ofret som frontfigur og erstattet af Blair.
Hans sympatiske blær eller rettere anti-blær kan ikke i længden erstatte handlekraft, og han ved det, for i løbet af sine første uger har han søsat en stribe lovforslag og ændret den parlamentariske praxis. Så vidt, så godt. Pludselig opstår de store nationale og internationale kriser, hvor det skal vise sig, om personligheden også er beslutningsdygtig statsmand eller blot et post-industrielt kunstprodukt, opdrættet og næret og narret af multimediemarodører.