Siden opkøbet og fusionen med Zupa har Recommendeds adm. direktør Jørgen Blauert og Niels Ranum sammen stået i spidsen for Danmarks største reklamebureau Zupa Recommended.
Men nu skal halvdelen af duoen skiftes ud. Om en god måneds tid siger Jørgen Blauert farvel til direktørposten, og kontaktdirektør Albert Funder overtager ansvaret for bureauets jyske kontor.
– Jeg har tumlet med beslutningen i et års tid, og jeg føler, at tidspunktet er det rette, hvis jeg skal nå endnu et eventyr. Og jeg tager herfra med en bagage, som jeg er sikker på kan skabe værdi mange andre steder. I første omgang vil jeg dog nyde sommeren og måske forlænge den en måned eller to, og så må vi se, hvad jeg kan finde på derfra, siger han om sin beslutning.
Hvad det eventuelle nye ”eventyr” kan være, vil Jørgen Blauert dog ikke uddybe:
– Lige nu glæder jeg mig bare til en periode uden den store planlægning. Og så må vi se, hvad der sker, siger han.
Jørgen Blauert trækker sig også ud af de forskellige bestyrelsesposter, han sidder på i NP3 Communications Group, som Zupa Recommended er en del af: – Hvis man skal gøre det, skal man gøre det 100 procent, som han siger.
De 100 procent gælder dog Jørgen Blauerts jury-rolle, når Huset Markedsføring til september for syvende år i træk afholder Mediadagen/Årets Rambuk.
– Nej, det holder jeg bestemt fast i. Jeg holder jo meget af branchen og glæder mig meget til at være med til at være med i juryen.
Organisationen på plads
Timingen for beslutningen skal, ifølge Jørgen Blauert også ses i lyset af, at de mange opgaver i forbindelse med fusionen er løst, og organisationen er på plads.
– Jeg er glad og stolt over at have været med til at udvikle Zupa Recommended til et af landets største bureauer og for at have været med til at få os på landkortet i København også. Timingen er god, og jeg er glad for at se, at det hele er i trygge hænder, siger han.
Hans meddirektør siden Zupa Recommended-fusionen, Niels Ranum, der har ansvaret for aktiviteterne i København, siger, at det har været en stor fornøjelse at arbejde tæt sammen med Jørgen Blauert, siden han var hovedkraften bag købet af Zupa.
– Vi er sammen lykkedes med at smelte bureauerne sammen og samtidig skabe en god, fremadrettet position i markedet. Vi er nu på vej ud af vores første hele regnskabsår sammen. Og selv om det er for tidligt at kommentere på tal, kan vi dog glæde os over tilgang af nye kunder og et godkendt resultat på den rigtige side af 10 millioner kroner, lyder det fra Niels Ranum.
Og i Aarhus glæder Albert Funder sig over at kunne bygge videre på et solidt fundament.
– Jeg er rigtig glad for at have fået muligheden for at overtage efter Jørgen. Han har været med til at aflevere et bureau med et stort potentiale, og det arbejde glæder jeg mig til at videreføre og kapitalisere på, siger han.
Albert Funder er ligesom sin partner i København, Niels Ranum, både bestyrelsesmedlem og partner i moderselskabet NP3 Communications Group.
Han har været i Zupa Recommended i ni år, bl.a. med ansvar for Dansk Supermarked accounten. Tidligere var han i en årrække kontaktdirektør hos Kunde & Co.
Jørgen Blauert takker officielt af den 15. august ved en afskedsreception i Aarhus.