Det var tilbage i oktober sidste år, at Volvo inviterede den blinde tyrkiske kunstner Esref Armagan til Göteborg for at male og fortolke den nye S60-model.
Som den eneste udenforstående – og ikke betroede Volvo-medarbejder – fik han, som markedsforing.dk
skrev dengang – lov at ”se” bilen, inden den kom på markedet.
Nu er hans kunstværk så blevet solgt på eBay-auktion, fortæller resume.se, formedelst 3.050 dollar, svarende til lige knap 16.000 danske kroner.
Køberen er en canadisk Volvo-forhandler, og han lagde sit bud ganske få minutter inden, auktionen sluttede.
Pengene går i øvrigt ikke til hverken kunstneren eller Volvo, men derimod ubeskåret til organisationen World Blind Union.
Esref Armagans møde med S60’eren blev filmet og lanceret som viral kampagnefilm i blogger-kredse og på Facebook, hvor kunstnerens arbejde stadig kan
beskues.