Økonomien hænger i laser i hotelbranchen. Finanskrisen har fået både erhvervskunder og private til at droppe hotelophold. Mere end hvert tredje hotel i Danmark er truet af konkurs, viser en kreditanalyse udarbejdet for Berlingske Business. Samtidigt skærpes konkurrencen, da en stribe af nye hoteller er under opførelse. Over halvdelen af de danske hoteller havde underskud i det seneste regnskabsår, og 21 pct. har en negativ egenkapital, viser kreditanalysen lavet af Soliditet, der har undersøgt 422 danske hoteller. Og den anbefaler, at man undlader at give kredit overhovedet til 102 hoteller, mens yderligere 54 stemples med betegnelsen ”ikke kreditværdige.”
Berlingske Business side 6-7.